REGION SJÆLLAND
ØRSLEV
Grønt område
Ørslev lokalråd ønsker at renovere og udbygge et grønt område beliggende bag Ørslev Skoles nuværende skolebygning på Rynkebjerg 7 med henblik på at få etableret en aktivitetszone til glæde for alle borgere i Ørslev, dog med fokus på børn og unge, og har søgt om 150.000 kroner i støtte fra LUP-midlerne. Udvalget for Økonomi, Planlægning og Udvikling i Vordingborg Kommune besluttede forleden at imødekomme ansøgningen.
REGION SYDDANMARK
SØNDERBORG
Sti
Sønderborg Kommune ønsker at forbinde Alssundstien med promenaden Forkanten med et nyt offentligt tilgængeligt stiforløb over området, og der er i den forbindelse udarbejdet et forslag til lokalplan, som Teknik- og Miljøudvalget forleden besluttede at fremlægge i offentlig høring frem til 29. januar næste år.
Lokalplanforslaget tager også højde for et ønske fra ejere i området om at kunne udvikle området til boligformål. Lokalplanen udlægger to nye boligområder langs Alssund, et område med villagrunde i forlængelse af det eksisterende område syd for lokalplanområdet, og et område til etagebebyggelse i form af lavere punkthuse op mod Alssundbroen.
REGION MIDTJYLLAND
HERNING
Belægning og byinventar
Søndergade i Herning skal have renoveret kloak-, vand- og varmeledning og efterfølgende opgraderes med ny belægning og nyt inventar.
Den endelige tidsplan udarbejdes i samarbejde med den entreprenør, der får opgaven, men starten på anlægsarbejderne er sat til maj/juni næste år.
Det estimerede budget for renoveringen af Søndergade er cirka otte mio. kroner, som Herning Kommune har afsat i 2018 og 2019 fordelt med fire mio. kroner hvert af årene.
Byplanudvalget havde sagen på dagsordenen forleden, hvor det blev besluttet, at anlægsarbejdet udbydes primo 2018. Byplanudvalget indstiller desuden til byrådet, at de otte mio. kroner anlægsbevilges.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ørslev, Sønderborg og Herning