REGION HOVEDSTADEN
GLADSAXE
Idrætsfaciliteter
Gladsaxe Skole skal have bedre idrætsfaciliteter, og der er udarbejdet et projektforslag for udvidelse med en ny idrætssal, ombygning af eksisterende omklædningsfaciliteter og udvidelse af adgangsforholdene i mellembygningen. Projektforslaget blev godkendt af Gladsaxe Byråd forleden, hvor der også blev givet en tillægsbevilling til projektet, og hvor også tidsplan og udbudsform blev godkendt.
Byggeopgaven udbydes som hovedentreprise i begrænset licitation, og det ventes at ske i begyndelsen af 2018. Arbejdet skal ifølge tidsplanen udføres i perioden fra juni 2018 til juni 2019.
FREDENSBORG
Opførelse af bolig
Ejendommen Kronprinsensvej 4 i Fredensborg har fået nye ejere, der ønsker at bebygge grunden med facade mod Jernbanegade. I den forbindelse har Plan-, miljø og klimaudvalget i Fredensborg Kommune besluttet, at der skal udarbejdes en lokalplan for den del af Kronprinsensvej. Lokalplanområdet opdeles i to små delområder til henholdsvis bolig og grønt område.
REGION SYDDANMARK
KERTEMINDE
Tilbygning
Ensomme Gamle Mænds smedeværksted ved Kulturhus Fjorden vil gerne bygge ud og forlænge det eksisterende smedeværksted, fordi der er kommet flere brugere til. Planen er at demontere eksisterende gavl mod syd og forlænge bygningen med fem meter, sådan at man i alt får 40 kvm mere.
Den A. P. Møllerske Støttefond har givet tilsagn om et tilskud på 250.000 kroner til tilbygningen, og forleden fandt Kerteminde Byråd overskydende penge fra et andet anlægsprojekt til restfinansieringen. I alt forventes tilbygningen at komme til at koste 300.000 kroner.
SØNDERBORG
Udbygning af Sundevedcentret
Sønderborg Kommune har udarbejdet et nyt lokalplanforslag på baggrund af et ønske fra Sundevedcentret, der planlægger at udvide.
Lokalplanen giver mulighed for, at der blandt andet kan etableres nye værelsesfløje og funktionshuse tilknyttet en terapihave.
Lokalplanforslaget er fremlagt i offentlig høring frem til den 15. december.
Sundevedcentret er en selvejende institution, der driver lokalplanområdet som kursuscenter, lejrskole og festlokaler, og som nu også ønsker at kunne bruge stedet som et terapeutisk refugium med tilhørende terapihave.
REGION SJÆLLAND
HÅRLEV
Ombygning af institution
Stevns Dagskole i Hårlev flyttede ved skolestart 2017/2018 til lokaler i Dalen 5, men det har vist sig ikke at være optimalt. Det er nu planen, at Dagskolen skal flytte til Toftegårdsvej 1 i Hårlev, hvor børnehaven Tryggevælde Øst har holdt til. Der skal i den forbindelse bygges om for 800.000 kroner. Det blev godkendt af Stevns Kommunalbestyrelse forleden.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Gladsaxe, Fredensborg, Kerteminde, Sønderborg og Hårlev