Beskæftigelsen trækker byggeriets forventninger opad, mens bedømmelsen af ordrebeholdningen er mere pessimistisk. Sådan kan det månedlige konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik for november kort opsummeres.
31 procent angiver rekruttering af kvalificeret arbejdskraft som største udfordring, mens 17 procent oplyser, at de ikke har tilstrækkelig efterspørgsel.
Den sammensatte, sæsonkorrigerede konjunkturindikator for byggeri og anlæg tager et lille dyk fra -1 til -2, og dermed har den fortsat ikke været i plus siden december 2012.
- Bygge- og anlægsbranchen har siden 2013 befundet sig på en opadgående formkurve. I de seneste par år især på grund af vækst i boligbyggeriet. Derfor er det formentlig også kun et spørgsmål om tid, før den sammensatte, sæsonkorrigerede konjunkturindikator for byggeri og anlæg ryger op i det positive felt, siger Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg.
Langvarig opgangsperiode
Han vurderer, at den største beskæftigelsesfremgang nu er overstået i bygge- og anlægsbranchen.
- Det vidner om, at der allerede har været en langvarig opgangsperiode, og at der fremadrettet ganske vist fortsat ventes vækst, men med knapt så voldsomme vækstprocenter som i de foregående år, siger Bo Sandberg, der forventer en beskæftigelsesvækst i byggeri og anlæg på tre procent i 2018 og en procent i 2019.
Byggevirksomheder mangler arbejdskraft eller opgaver
Det månedlige konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik giver et tvedelt billede af bygge- og anlægsbranchen