23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Byggeplaner fordobler lavpriskæde

Siden 2003 har Zleep Hotels opbygget en landsdækkende kæde med ni hoteller - nu er en stribe flere på vej, og virksomheden vil operere med en vifte af varemærker, blandt andet et kendt fodboldhotel

Der er intet søvnigt over Zleep Hotels, som siden starten i 2003 har fået opbygget en landsdækkende lavpriskæde med foreløbig små 900 værelser over det meste af landet.

Inden for de næste få år skal kæden fordobles og mere til med flere byggerier herhjemme og i Sverige og ved at udvide viften med nye varemærker eller brands.

- Vi har fokus på den gode overnatning. Vi tilbyder gode senge, et godt badeværelse, gratis internet og meget andet - alt sammen til en pris, der er til at betale, fortæller vicedirektør Jesper Østerhegn til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Konceptet blev udviklet i 2003 af nordjyske Peter Haaber, som i en årrække havde arbejdet i hotelbranchen.

Zleep driver i dag ni hoteller - både i nybyggede og ældre bygninger, og både med beliggenhed i bymidter og i industriområder som Ballerup og Ishøj.

Hoteller på vej
Med gode markedsvilkår i ryggen og de hidtidige erfaringer som ballast er virksomheden - efter flere store renoveringer i 2015 og 2016 - i gang med tre danske Zleep-byggeprojekter med i alt 419 værelser. Alle tre hoteller har forventet åbning i 2019.

I hovedstaden gælder det Zleep Copenhagen Arena med ATP som murstensinvestor, 198 værelser og beliggenhed tæt på den nyåbnede Royal Arena.

Lidt længere nordpå har Zleep for nylig aftalt med PFA at opføre 95 værelser i Hillerød. I Aalborg gælder det 126 værelser med den lokale bygge- og ejendomskoncern Enggaard som entreprenør og investor.

Ifølge Jesper Østerhegn er op imod fire yderligere projekter ved at falde på plads andre steder i Danmark, ikke mindst i landets to største byer.

Zleep barsler desuden med de første svenske projekter. Lidt uden for Stockholm er 152 værelser ved at blive opført.

- Vi så et hul i markedet for vores segment, og vi er også på vej med et projekt i Malmø, siger Jesper Østerhegn.

Andre hotelmærker
Tidligere på efteråret fik Zleep Hotels et søsterselskab i form af Core Hospitality. Her skal indsigten fra Zleep bruges til at drive hoteller for andre, under andre varemærker. De to første projekter har fundet vej ind under Core-paraplyen.

Core Hospitality skal fra næste år drive det 228 værelser store Moxy-hotel i Sydhavnen i København. Mærket er ejet af hotelkæden Marriott, men bliver drevet af andre, fordi konceptet er helt anderledes: Et boutique-hotel med speciel indretning og moderate priser.

For kun få uger siden faldt det på plads, at Core fra nytår skal stå for driften af Hotel Marina, som en gruppe investorer har overtaget.

Hotellet i Vedbæk nord for København har 126 værelser og konferencecenter - og er nok mest kendt for tidligere at have haft jævnlige besøg af fodboldlandsholdet gennem mange år. Det nærmere koncept for den videre drift er endnu ikke fastlagt.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.175