23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Boom i hotelbyggeri giver risiko for ketchupeffekt

Med 6.000-7.000 nye værelser frem til 2021 er der risiko for, at det går lige stærkt nok på det københavnske hotelmarked, vurderer branchefolk

- Om fire år, i 2021, vil hovedstaden have tæt på 25.000 hotelværelser - eller 6.000-7.000 flere end i dag.

Og den vækst er måske lidt for kraftig til, at markedet kan opsuge den ekstra kapacitet trods udsigt til fortsatte stigninger i overnatninger, turister, forretningsrejsende, flytrafik i Kastrup og internationale kongresser.

- Det er på den ene side lykkeligt, at der bliver bygget så meget, men på den anden side bliver der bygget meget mere nu end før finanskrisen. Med de mange byggerier er risikoen for, at det går galt, flerfold større, advarer Ole Egholm, indehaver af Dansk Brancheanalyse, som nøje følger hotelsektoren.

Skønnet på 6.000-7.000 ekstra værelser er baseret på opgørelser fra blandt andre brancheorganisationen Horesta og konsulenthuset Nordic Hotel Consulting. De kommende fire års tilvækst svarer til 1.500-1.750 ekstra værelser om året - et tal, som kan vokse yderligere med nye projekter.

Til sammenligning er der siden årtusindskiftet for 18 år siden kommet 8.000 flere hotelværelser eller 450 om året.

Nordic Hotel Consulting hører ikke til de mest bekymrede:

- Selvfølgelig kan man ikke blive ved med at læsse værelser ind på markedet, men jeg er ikke så bekymret. Der er nogle stærke underliggende tendenser for København, for eksempel med mange kongresser og vækstplaner i lufthavnen. Det vigtigste er, at der ikke kommer flere åbninger på samme tid, men at det sker forskudt. Men belægningsprocenten er stadig høj, siger konsulent Emil Bentsen.

Naturlig regulering
Belægningen bliver der også peget på hos Arp-Hansen, der for nylig blev landets største hotelkæde målt på værelser.

Kæden indviede i august det 253 værelser store Steel House-hostel ved Vesterport i København og forventer ved årsskiftet 2018/19 at åbne et Wakeup-hotel med 585 lavprisværelser tæt på Hovedbanegården og Tivoli.

- Der er vel et eller andet loft, og der er kommet mange hotelværelser til byen. Der er en naturlig regulering: Når belægningen går op igen, kommer der nye projekter. Det kunne godt ligne en ketchupeffekt de kommende år, og det bliver en udfordring at få fyldt hotellerne, siger adm. direktør Dorte Krak.

Den anden helt store kæde, Scandic, påpeger, at udgangspunktet er godt:

- 5.000-6.000 ekstra værelser kan markedet godt absorbere på den lange bane, selv om det kan gå stærkt i en periode (med åbninger, red.) og kan give en nedgang i belægningen. Men lige nu har vi ingen ledige værelser i store perioder af året, og mere langsigtet har turismen vækst, ligesom lufthavnen har store vækstplaner, siger økonomidirektør Tonny Poulsen.

Fire hovedstadshoteller
Scandic er selv på vej med fire hovedstadshoteller med i alt 1.700 værelser: Næste år gælder det Kødbyen på Vesterbro, i 2019 det renoverede og udvidede Falkoner på Frederiksberg, i 2020 i erhvervsområdet Scanport ved lufthavnen og i 2021 Kalvebod Brygge.

Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse får de sidste ord:

- Hotellerne i København tjener mere end i resten af landet, men man skal også huske på, at branchen tabte i alt 1,7 mia. kroner fra 2008-13, så det gælder om at have en kriseplan klar. Jeg tør næsten ikke at nævne det: Men hvad hvis der sker voldsom terror? Vi har set, hvordan det har givet en opbremsning i turismen i både Paris, Bruxelles og Nice.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.157