Bygherreansvaret for Niels Bohr Bygningen og tre andre store byggeprojekter til samlet omkring 5,5 mia. kroner vil fra årsskiftet overgå til Vejdirektoratet.
Transport-, Bolig- og Bygningsministeriet besluttede at fratage Bygningsstyrelsen ansvaret for en række projekter, da revisionsfirmaet Ernst & Young rettede en skarp kritik af styrelsens håndtering af Niels Bohr Bygningen i København, der overskrider budgettet med 1,3 mia. kroner ifølge revisionsfirmaet.
Ud over Niels Bohr Bygningen får Vejdirektoratet ansvaret for byggeriet af statens nye naturhistoriske museum og to universitetsbyggerier i henholdsvis Aalborg og Odense.
Aarhus-byggeri bliver
I en mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, at de fire projekter er udvalgt, "fordi de er de største og mest komplekse byggeprojekter, som Bygningsstyrelsen har på nuværende tidspunkt. Det gælder især i forhold til projekternes risici, økonomistyring og interessenthåndtering".
Desuden er projekterne -ud over Niels Bohr Bygningen - alle i opstartsfasen. I første omgang var det planen, at også Bartholin og Health-komplekset ved Aarhus Universitet skulle med i pakken, men projektet er så fremskredent, at ministeriet har besluttet at lade det blive i Bygningsstyrelsens hænder. De første dele af byggeriet ventes at være klar til ibrugtagning medio 2018.
På nuværende tidspunkt planlægger ministeriet ikke yderligere overflytninger til Vejdirektoratet.
12 ansatte udlånes
Det er tidligere meldt ud, at også en række medarbejdere vil følge de omtalte projekter over i Vejdirektoratet, og Licitationen - Byggeriets Dagblad har fået oplyst, at det i første omgang vil være 12 ansatte.
"Transport-, Bygnings- og Boligministeriet kan oplyse, at de medarbejdere, som er tilknyttet de fire udvalgte projekter, udlånes til Vejdirektoratet. Det svarer til cirka 12 medarbejdere. Der er i øjeblikket en proces i gang, som skal afklare behovet for, om der skal tilføres flere ressourcer. Derudover er der igangsat et internt arbejde i Bygningsstyrelsen, som skal styrke projektstyringen i Bygningsstyrelsen fremadrettet," lyder svaret i mailen.
Seniorforsker Kim Haugbølle fra Aalborg Universitet, der har styring af byggeprojekter og -processer blandt sine forskningsområder, vurderer umiddelbart, at 12 ansatte til fire projekter er et lille antal.
- Selvom alle projekterne bliver udbudt i totalentrepriser, hvor styringsansvaret lægges ud til totalentreprenøren, så får de tre medarbejdere, der i gennemsnit er afsat per projekt, travlt. Det er projekter med høj kompleksitet, og for det nye naturhistoriske museum gælder i øvrigt, at det er et projekt midt inde i centrum af København, som vil være under stor bevågenhed fra flere interessenter, siger han.
Ministerium flytter fire byggeprojekter til Vejdirektoratet
Transport-, Bolig- og Bygningsministeriet har i øjeblikket ikke planer om, at flere byggeprojekter skal flyttes fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet, der desuden får tilført 12 medarbejdere