Inge Berneke er partner i rekrutteringsvirksomheden Egon Zehnder, som lever af at headhunte de skarpeste kandidater til forskellige stillinger fra hele verden.
Hun har derfor et godt indblik i de mange forskelle på det globale arbejdsmarked og giver her sit bud på, hvad der spænder ben for et stigende indtog af kvinder i toppen af bygge- og anlægsbranchen.
1. Tidligt uddannelsesvalg
I Danmark skal man træffe nogle ret fundamentale uddannelsesvalg i en tidlig alder. Det gør, at mange unge mennesker ender med at træffe valg, som baserer sig på, hvad de oplever omkring sig frem for, hvad der vil være fornuftigt på sigt.
- Det kræver en meget stor, personlig modenhed at turde udfordre traditioner og strukturer, når man vælger uddannelse. Og det har de færreste 14-15-årige, der ofte ender med at gå i en ret traditionel retning. De fleste ender med at vælge det, de har set omkring sig og dermed bliver de kønsstereotype valg ofte bekræftet, siger Inge Berneke.
2. Dårlige pasningsmuligheder
- I Danmark har vi ikke så mange muligheder for at få hjælp derhjemme, og det er heller ikke helt så legitimt, fordi vi har en grundværdi om, at familien tager sig af familien. Og så er det dyrt med privat pasning, au pair og så videre, siger Inge Berneke, som dog mener, det kan være svært at undvære i et topjob.
- I alle krævende karrierejob bliver man nødt til at være fleksibel og organisere sig selv på hjemmefronten. Der findes nogle strukturer, som kræver, at man henter sine børn, inden børnehaven lukker. Derfor får stort set alle de kvindelige ledere, jeg kender, også hjælp på hjemmefronten, siger Inge Berneke.
3. Moderne kønsforskelle
Glem alt om gamle mænd i saunaen, som indgår aftaler om at tilgodese hinandens netværk efter 18 huller på golfbanen.
Moderne networking kræver mange flere timer og meget mere aktivitet, hvilket kan afskrække flere kvinder fra at deltage og blive en del af fællesskabet.
- Golfklubben er blevet erstattet af en ekstremsportsklub, hvor du skal bruge ufatteligt mange timer på at træne for at være med. Det vælger mange kvinder fra, tror jeg, fordi de simpelthen ikke føler, de har tiden til det ved siden af et krævende arbejde og en lyst til også at se familien, siger Inge Berneke.