REGION SYDDANMARK 
 
GIVE 
 
Boligområde 
Vejle Byråd har vedtaget lokalplan nr. 1216 for et område i den sydlige del af Give endeligt. Lokalplanen giver mulighed for nedrivning af bebyggelsen på to landejendomme og udstykning af cirka 50 parcelhusgrunde eller 80 rækkehusgrunde med tilhørende fælles friarealer. 
 
VEJLE 
 
Klimaprojekt 
Vejle Byråd har vedtaget tillæg nr. 219 til spildevandsplanen - separering i Østbykvarteret - klimaprojekt - medfinansiering endeligt. 
 
Der er tidligere indgået en aftale mellem Vejle Kommune og Vejle Spildevand A/S om spildevandsforsyningsselskabets medfinansiering af kommunale og private projekter vedrørende klimatilpasning. Tillæg nr. 219 er udarbejdet for at omfatte et klimaprojekt i Østbyen i Spildevandsplanen, og det er grundlaget for, at der kan gennemføres separatkloakering i området som et element i klimatilpasningen. 
 
Det planlagte regnvandssystem i Østbyen består af flere klimaelementer, så der opnås et robust system, der kan håndtere ekstreme regnhændelser i oplandet. Der skal blandt andet flere steder laves åbne render/ åbne vandforløb, bassinanlæg ved Horsensvej, regnvandspumpestation og en ny stor klimaledning med udløb ved Lille Bølge. 
 
REGION MIDTJYLLAND 
 
HINDØ 
 
Broforbindelse 
Adgangsvejen til den fredede ø Hindø i Stadil Fjord blev tidligere i år afskåret, da dæmningen ikke længere vurderedes at være sikker at bruge. 
 
Siden har der været arbejdet på at finde finansieringsmuligheder til at genåbne forbindelsen for igen at tilbyde besøgende i området adgang til den fredede ø. 
 
Der er nu givet tilsagn om et tilskud fra Grøn Ordning og fra ejeren af Hindø til dækning af størstedelen af udgifterne til en ny forbindelse, og forleden sagde Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune ja til at bidrage med 430.000 kroner. 
 
I alt skal investeres der 3,3 mio. kroner i etablering af den nye broforbindelse, som forventes anlagt næste år.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Give og Vejle samt på Hindø