23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Løn-buffet for de kommunale chefer

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Julefrokosterne nærmer sig med foruroligende hast, men i kommunerne lader det til, at man allerede har taget hul på buffeten med lukrative lønaftaler og fratrædelsesgodtgørelser til de kommunale chefer, som så ender med at blive i stillingen alligevel.

DR Dokumentar blændede mandag aften op for en miniserie om lønstigninger i det offentlige. De kreative lønordninger stod i skærende kontrast til de nedskæringer, som man i de selvsamme kommuner må stå model til, for eksempel på vejvedligehold, skolebyggeri, boligbyggerier, ældreområdet med videre.

Det skal være sagt, at de kommunale direktørstillinger kræver store og specielle kompetencer, men at man omgår hensigten med reglerne om fratrædelsesgodtgørelser, fastholdelsesgodtgørelser og andre kreative opfindelser, er ikke i orden, og det er nogle dyre ordninger, kommunerne indlader sig på. Hensigten var jo den modsatte, nemlig at sikre at der kom nye kræfter ind.

Pengene kunne i stedet være brugt på renoveringer af både bygninger og veje i den kommunale infrastruktur samt ældreservice.

Det er gængs, at kommunerne landet over fattes penge, og at man skal spare over hele linjen, hvilket går ud over den kommunale service.

Det kunne dog tyde på, at der er kommet lovligt meget fedt på chefernes løn-buffet i kommunerne, og der er nok heller ingen tvivl om, at det der nu er kommet frem, vil kunne rokke ved en enkelt taburet eller to i nogle af landets kommuner ved det kommende kommunalvalg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109