REGION NORDJYLLAND
SDR. RUBJERG
Vejforsøg
Efter at Hjørring Kommune har fået udarbejdet et byfornyelsesprogram for forsøg med en særlig indretning af Løkkensvej gennem Sdr. Rubjerg i samarbejde med Vejdirektoratet, har kommunen nu fået et endeligt tilsagn fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om yderligere en mio. kroner til udførelse af projektet.
Der stilles to overordnede spørgsmål i forsøget: Hvordan markerer og fastholder man en bymidte-oplevelse af en landsby for både beboere og forbipasserende - i en vejkantslandsby, der skrumper i takt med at overflødige huse nedrives, og er det fornuftigt, at der i en vejkantslandsby med små 200 indbyggere og et minimum af lokal blød trafik skal gælde samme regler for dimensionering af fortove og cykelstier, som i byer med 20.000 indbyggere?
Langs vejen gennem Sdr. Rubjerg har flere huse gennem årene afgivet deres forhaver til landevej, fortov og cykelstier. Fremkommelighed og trafiksikkerhed er vægtet højest, og det har gjort vejen til en dominerende trafikkorridor og husene
uattraktive. Forsøget vil derfor prøve at genskabe de tabte forhaver ved at gøre cykel- og gangstier i den centrale del af landsbyen grønnere, smallere og mere i overensstemmelse med behovet.
For at skabe en landsbymidte og styrke oplevelsen af en landsby, vil projektet prøve at samle busstoppesteder, parkering, fodgængerovergang, afsætning, afhentning, cykelparkering og så videre omkring krydset ved Løkkens Vejkro, og dermed lade det være dér, aktiviteten er og opmærksomheden skærpes.
Såvel udviklings- som anlægsarbejdet forventes færdigt i sommeren 2018.
Hjørring Byråd har sagen på dagsordenen den 25. oktober, hvor der skal tages stilling til frigivelse af de bevilgede penge.
HJØRRING
Boligområde
Ejeren af området ved Halvorsmindevej øst for Odbjergvej i Hjørring har gennem en årrække ønsket at udstykke et cirka seks hektar stort areal til åben-lavt boligområde. Området har ligeledes indgået i de seneste kommuneplaner som nyt byudviklingsområde.
Der er udarbejdet forslag til lokalplan, som vil gøre det muligt at realisere ønsket, og forslaget har været i otte ugers offentlig høring.
Den 25. oktober tager Hjørring Byråd stilling til, om lokalplanen skal vedtages endeligt.
REGION MIDTJYLLAND
RANDERS
Parkeringspladser
Der er opstået mulighed for at udnytte et græsareal ved stadion i Randers til cirka 100 parkeringspladser. Hvis anlæg af parkeringspladserne kan koordineres med Banedanmarks anlæg af ny bro over banen ved Viborgvej kan de 100 p-pladser anlægges for cirka en mio. kroner. Byrådet har givet en anlægsbevilling til etablering af forbedret parkering ved Arena Randers til etablering af fast belægning på den eksisterende grusparkeringsplads ved stadion samt en række øvrige tiltag i området. Forvaltningen foreslår, at en del af anlægsbevillingen anvendes til etablering af parkeringspladser på græsarealet inden Banedanmarks anlægsarbejde starter, og at resten af bevillingen anvendes til etablering af fast belægning på den eksisterende grusparkeringsplads ved stadion, når Banedanmark har afsluttet anlægsarbejdet i området. På denne måde kan der anlægges cirka 150 ekstra pladser, der alle er placeret centralt i området. Den oprindelige løsning kunne sikre 130 ekstra pladser, hvoraf de 80 var placeret spredt i området.
Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune bakker op om forvaltningens forslag.
TASTUM
Klimatilpasning
Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune indstiller til byrådet, at der bevilges 385.000 kroner til kontoen Klimatilpasning i Tastum med rådighedsbeløb i 2017. Byrådet tager stilling i sagen den 25. oktober.
I forbindelse med vedtagelse af "Klimatilpasningsplan for Viborg Kommune" blev Tastum udpeget som risikoområde i kategori 1, som omfatter de områder, hvor der er størst behov for en indsats.
Risikoområdet er udpeget på grund af risiko for oversvømmelse af en række ejendomme langs Toften i forbindelse med overfladeafstrømning fra markarealer syd for Toften.
Det er forvaltningens vurdering, at oversvømmelsesrisikoen kan forhindres ved etablering af dige syd for Toften samt etablering af grøft langs Tastumvej.
HAVNDAL
Vindmøller
Randers Kommune arbejder for tiden med planlægning for 46 nye vindmøller ved Overgaard. Der er tale om at udskifte 30 eksisterende vindmøller samt at opstille 16 nye møller.
De nye møller får en totalhøjde på 148 - 149,99 meter og vil kunne producere vedvarende energi, der svarer til cirka 88 procent af det årlige forbrug af el i hele Randers Kommune.
Det forventes, at den videre planproces kommer til at forløbe i resten af 2017 og første halvdel af 2018. Miljø- og teknikudvalget besluttede forleden at indstille til økonomiudvalg og byråd, at planforslag og miljørapport sendes i offentlig høring.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Sdr. Rubjerg, Hjørring, Randers, Tastum og Havndal