El-installatør kan varetage komplekse opgaver
Helbo Hansen A/S er en meget alsidig installationsvirksomhed, der i øjeblikket leverer og drifter alle de midlertidige elinstallationer på metrobyggeriet i København. H. Helbo Hansen var også med på den første etape af metrobyggeriet, og var derfor godt rustet til at gå i gang med opgaven, som på mange måder er kompleks, da den foregår både under og over jorden.
Virksomheden har blandt mange andre opgaver leveret installationer til lys, tavler, tilslutning af værktøj, strømforsyning til skurbyerne og kraner.
Metrobyggeriet er et internationalt projekt med mange internationale aktører. H. Helbo Hansen har før arbejdet med udenlandske entreprenører både i og udenfor Danmark, og virksomheden fik tidligt i forløbet etableret et godt samarbejde med den udenlandske hovedentreprenør, CMT, blandt andet på grund af H. Helbo Hansens mangeårige erfaring med større byggeopgaver.
- Selvom der er mange fælles standarder i Europa, gør man stadig mange ting forskelligt. Vi har fra starten haft en rigtig god og konstruktiv dialog med CMT, og vi hjælper gerne, hvor vi kan. Vi har før fungeret som vejledende instans i byggesager. Så det er ikke nyt for os, at gå ind og vejlede på projekter for at de kan komme sikkert i mål, siger Roland Smits, direktør i H. Helbo Hansen A/S.
På metrobyggeriet har H. Helbo Hansen en fast medarbejderskare tilknyttet. Personalet har været med på byggeriet fra starten og er meget dedikerede og engagerede i byggeriet.
- Dette projekt har været rigtig interessant - især for vores unge medarbejdere, der synes, det er spændende, at være med på et stort og internationalt projekt som dette her. De har lært meget om at samarbejde med internationale kolleger, hvor alt foregår på engelsk. Så det har været meget udviklende for H. Helbo Hansen at være med, forklarer Lars Holmgaard, afdelingschef for el- og teknik.
Da metrobyggeriet har budt på mange forskelligartede opgaver, har H. Helbo Hansen kunne trække på virksomhedens mange interne ressourcer. H. Helbo Hansen har blandt andet haft specialister i højspænding tilknyttet på tunnelboremaskinerne, og deres automationsafdeling har deltaget i etableringen af bl.a. ventilationen under udgravningen af stationerne/tunnelrørene.
|