23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Når to plus to giver mere end fire

Det handlede egentlig om struktur og logik, da Kasper Wittendorff først gik ind i byggebranchen. Nu er det relationer og ordentlighed, der optager fokus hos direktøren for KW Betonteknik

"Ordentlig" er et adjektiv, der betyder "tilstrækkelig god; som lever op til de stillede krav eller forventninger". Ordet kommer af det tyske ord "ordentlich", der er afledt af "orden". Og så er ordentlig et ord, der går igen, når man taler med Kasper Wittendorff, medejer af og direktør i KW Betonteknik.

- Man kan blive målt på, om man er ærlig, flittig og ordentlig, og det kan jeg godt lide, siger han om baggrunden for at gå ind i byggebranchen for cirka 15 år siden.

Dengang kørte Kasper Wittendorff lastbil, det gav ømme knæ, og han begyndte derfor at se sig om efter nye udfordringer. Valget blev at læse til ingeniør, fordi det tiltalte ham at arbejde i en verden, "hvor to plus to giver fire".

- Men jeg har så siden erfaret, at relationer og en hæderlig historik også er særdeles vigtige egenskaber for at komme i betragtning til nye opgaver, siger Kasper Wittendorff om den teoretiske uddannelses møde med virkeligheden.

Svær at komme uden om
Det skete første gang i byggebranchen som ingeniør ved E. Pihl & Søn fra 2003 til 2006. Herefter skiftede Kasper Wittendorff til Georg Berg, hvor han i knap seks år fungerede som entreprise- og projektleder, før han blev chef for den betonafdeling, der i oktober 2015 blev købt ud og omdannet til et selvstændigt selskab under navnet KW Betonteknik.

KW Betonteknik er i dag ejet 65 procent af MJ Eriksson, mens Kasper Wittendorff selv sidder på broderparten af de resterende aktier. Den sidste ejerandel tilhører Stig Munch-Jensen, som i øvrigt også er direktør i MJ Eriksson.

Kasper Wittendorff siger, at MJ Eriksson var "svær at komme udenom", da han skulle finde samarbejdspartnere til KW Betonteknik. Skudsmålet lyder, at det er dygtige forretningsfolk med et lidt gammeldags værdigrundlag, som matcher KW Betonteknik-direktørens eget.

- Det handler om at holde sit ord og være ordentlig, siger Kasper Wittendorff og bruger dermed igen et af sine foretrukne ord.

Værdigrundlag før vækst
KW Betonteknik beskæftigede 22 ansatte, da virksomheden startede for to år siden. Efterfølgende steg antallet af ansatte til op mod 30, mens det i øjeblikket ligger på 24. Spørger man Kasper Wittendorff, er der ikke planer om at sætte ekstra skub på den udvikling.

- For os er den personlige relation vigtig. Det gælder ikke kun i forhold til kunder og samarbejdspartnere, men også i forhold til de ansatte. Det betyder, at vi kender hinandens styrker og svagheder, så vi lettere kan spille hinanden bedre. Det gør også, at vi er meget opmærksomme på, at vækst skal ske med de rigtige mennesker, der har det samme værdigrundlag som os.

Så vidt de interne relationer. Ud af huset er det især store og solide bygherrer, der har KW Betontekniks interesse. De ved, hvad de vil have, og de har aldrig problemer med at betale.

- Vi vil gerne fastholde og udbygge det kundesegment, vi har, som består af professionelle bygherrer, der stiller nogle krav til os og det, vi kan levere, siger Kasper Wittendorff med forsynings- og medico-virksomheder som et par aktuelle eksempler på bygherrer af den slags, virksomheden er særligt glade for.

"Det er vores gamle lort"
KW Betonteknik færdiggjorde sidste år byggeriet af Kilen i Solrød, hvor et ubenyttet overskudsareal blev forvandlet til et kombineret regnvandsbassin og multifunktionelt byrum. Men selv om Kasper Wittendorff elsker byggeopgaver, der er både skæve og komplicerede, bor virksomheden selv til leje i anderledes simple omgivelser.

Lejemålet af et tidligere fødevaredistributionslager i Slagelse er nemlig blevet forvandlet til et køb, og det passer helt perfekt ind i ånden hos KW Betonteknik, mener direktøren.

- Vi har skabt et godt fundament med dedikerede og omstillingsparate medarbejdere, bygninger, vi selv ejer, og et netværk, som giver potentiale for at byde på spændende opgaver fremadrettet. Det er ikke et glashus, vi bor i, og nogle vil måske sige, det er noget gammelt lort, men det er vores gamle lort. Og det trives vi rigtig godt med, samtidig med at det bidrager til, vi kan holde vores faste omkostninger på et fornuftigt niveau.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14|instance-web03