Mangelfulde brugsanvisninger og montagevejledninger bliver nu genstand for at samråd i Folketinget.
Her skal beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) blandt andet redegøre for, hvorfor der ikke udstedes bøder ved klare brud på reglerne om brugsanvisninger.
I 2016 fik virksomheder i byggeriet ved 160 påbud besked på, at der var noget galt med deres brugsanvisninger og montagevejledninger. Kun ganske få af kravene er stillet til leverandører af byggematerialer.
De fleste påbud og vejledninger er givet til arbejdsgivere. Manglerne tæller blandt andet tilstrækkelige brugsanvisninger på stoffer, som bruges på en byggeplads eller fastsatte vægtgrænser for, hvornår der skal bruges tekniske hjælpemidler til at løfte.
- En tilstrækkelig brugsanvisning er basis for, at man kan orientere sig i, hvordan man skal bruge et stof eller en maskine. Hvis ikke vejledningen er i orden kan der ske alvorlige ulykker på byggepladsen. Derfor er brugsanvisninger også et vigtigt element i det forebyggende arbejde, siger Enhedslistens arbejdsmiljøordfører Christian Juhl, der har indkaldt til samrådet.
Bøder til synderne
Troels Lund Poulsen skal på det åbne samråd også svare på, hvorfor der ikke stilles krav til, at leverandørerne laver nogle ordentlige brugsanvisninger. Derudover skal han svare på, hvordan han vil sikre, at udenlandske arbejdere i Danmark kan forstå brugsanvisningerne.
- Før i tiden slog Arbejdstilsynet hårdt ned, hvis brugsanvisningerne ikke var i orden. Det gør de ikke længere. Derfor håber jeg, at ministeren på samrådet vil melde ud, at Arbejdstilsynet skal stramme op og at dem der ikke gør det ordentligt skal kunne få en bøde. Vi er nødt til at have nogle klare linjer, siger Christian Juhl.
Samrådet er åbent for alle og afholdes onsdag den 25. oktober 2017 kl. 12.15 i vær. 1-133 på Christiansborg.
Minister kaldt i samråd om mangelfulde brugsanvisninger
I byggebranchen fik 160 virksomheder sidste år et påbud på grund af mangelfulde brugsanvisninger og montagevejledninger. Arbejdstilsynet bør slå hårdere ned, mener Enhedslisten, der nu kalder minister i samråd
Annonce