23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Pandrup, Aarhus, Malling, Struer, Grenaa, Sønderborg, Sakskøbing, Tune, Kalundborg og Frederiksværk

REGION NORDJYLLAND

PANDRUP 
 
Modernisering af Jetsmark Idrætscenter 
Jammerbugt Kommunalbestyrelse skal på sit møde på torsdag træffe beslutning om bevilling af 20 mio. kroner til modernisering af Jetsmark Idrætscenter.

Moderniseringen omfatter blandt andet nye omklædningsrum, nye mødelokaler og ny springmotoriksal. Idrætscentret arbejder også med planer om etablering af et dybvandsbassin, udewellness og renovering af forpladsen, men det kan ikke realiseres indenfor den nuværende ramme.

Jammerbugt Kommune har ikke afsat penge på budgettet for 2017, men der er tidligere taget en principbeslutning om at bevilge 20 mio. kroner til projektet.

REGION MIDTJYLLAND

AARHUS

Opførelse af fire rækkehuse
I 2016 godkendte Byggeri i Aarhus Kommune et projekt med fire etagelejligheder på Silkeborgvej 322. Det blev senere konstateret, at projektet var af for ringe kvalitet, og at mange naboer var imod. På den baggrund blev byggetilladelsen tilbagekaldt. Derefter blev projektet revideret til et arkitekttegnet rækkehus-projekt, som Teknik og Miljø vurderer er tilpasset området og understøtter kommunens ønsker til kvaliteten af ny bebyggelse langs Silkeborgvej.

Magistraten anbefaler, at byrådet godkender det ansøgte projekt og bemyndiger Teknik og Miljø til at meddele de fornødne tilladelser og dispensationer.

MALLING

Etageboligbebyggelse
Magistraten i Aarhus Kommune anbefaler, at byrådet godkender forslag til Lokalplan 923, Etageboligbebyggelse i Malling til offentlig fremlæggelse.

Lokalplanen gælder for et område på cirka 10.500 kvm centralt i Malling, og dens formål er at bane vej for opførelse af boliger i en markant og nyere arkitektur i to til fire etager eller i to etager med en mere traditionel arkitektur.

STRUER

Omklædningsrum
Kultur- og fritidsudvalget i Struer Kommune skal på sit møde i morgen tage stilling til, om der skal udarbejdes projektforslag for etablering af nye omklædningsrum til udendørsaktiviteter ved sportspladsen i Langhøj.

Administrationen indstiller, at der udarbejdes projektforslag til etablering af fire nye kommunale omklædningsrum mellem skolen og Langhøjhallen indenfor en budgetramme på 2.501.000 kroner eksklusive moms, og at projektforslaget fremsendes til politisk godkendelse og frigivelse af anlægsmidlerne snarest muligt med henblik på etablering og ibrugtagning i løbet af 2018. 

GRENAA

Renovering af boliger
Norddjurs Kommune har fra Grenaa Andelsboligforening modtaget foreløbige helhedsplaner for afdelingerne 2.1+2.2 samt afdeling 2.3, som alle ligger på Fuglevænget i Grenaa. Planerne beskriver blandt andet et fysisk og potentielt senere socialt løft til fremtidssikring af boligområdet.

Boligforeningen beder i første omgang om kommunalbestyrelsens anbefaling af planerne, så Landsbyggefonden kan arbejde videre med sagen. Kommunalbestyrelsen har sagen på dagsordenen i dag.

Området, bygningerne og boligerne skal have en udformning, som sikrer, at de er attraktive både for nuværende og fremtidige beboere. I en del af boligerne skal tilgængeligheden forbedres, så boligerne bliver mere ældrevenlige. Afdelingerne har desuden blandt andet problemer med fugt på grund af dårligt isolerede facader og kuldebroer og mangler stimulerende friarealer.

Omkostningerne til renoveringsopgaven for begge afdelinger er anslået til godt 95 mio. kroner.

REGION SYDDANMARK

SØNDERBORG

Sti
Sønderborg Kommune ønsker at forbinde Alssundstien med promenaden Forkanten med et nyt offentligt tilgængeligt stiforløb over området og grundejere i samme område ønsker at udvikle området. Der er derfor udarbejdet et forslag til lokalplan, som udlægger to nye boligområder langs Alssund: et område med villagrunde i forlængelse af det eksisterende område syd for lokalplanområdet, og et område til etagebebyggelse i form af lavere punkthuse op mod Alssundbroen.

Teknik- og miljøudvalget skal på sit møde i dag beslutte, om lokalplanforslaget skal godkendes og sendes i offentlig høring i otte uger. 

REGION SJÆLLAND

SAKSKØBING

Renovering af Sakskøbing Sportscenter
Guldborgsund Byråd skal på sit møde på torsdag blandt andet tage stilling til frigivelse af et rådighedsbeløb til udarbejdelse af skitsetegninger og prospekt for renovering af Sakskøbing Sportscenter. Det drejer sig om frigivelse af 200.000 kroner, og Sakskøbing Sportscenter bidrager selv med andre 200.000 kroner. 

TUNE

Opførelse af dagligvarebutik
På baggrund af et ønske om placering af dagligvarebutik ved Tune Parkvej 7 og Lundevej 3 i Tune har Greve Kommune udarbejdet et forslag til Lokalplan nr. 15.22, og den indstilles nu til godkendelse og fremlæggelse i offentlig høring. Teknik- og Miljøudvalget har sagen på dagsordenen på torsdag.

Lokalplanen gør det muligt at bygge en dagligvarebutik på op til 1.200 kvm.

KALUNDBORG

Opførelse af 44 familieboliger
Vestsjællands almene Boligselskab har søgt Kalundborg Kommune om godkendelse af skema A vedrørende opførelse af 44 almene familieboliger på Lupinvej i Kalundborg.

Anskaffelsessummen udgør 53,378 mio. kroner, og kommunens bidrag er således 5,338 mio. kroner svarende til 10 procent af anskaffelsessummen. Da boligerne opføres med tilskud i henhold til Bekendtgørelse om tilskud til etablering af almene familieboliger, som kan forbeholdes flygtninge, vil kommunen modtage tilskud på 2.559.480 kroner.

Der opføres 11 boliger på 40 kvm, 11 på 50 kvm og 22 på 80 kvm. Dertil kommer et fælleshud på 88 kvm. Byggeriet planlægges opført i perioden fra april 2018 til april 2019. Økonomiudvalget har sagen på dagsordenen i morgen.

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSVÆRK

Håndtering af skimmel
Halsnæs Byråd skal på sit møde på torsdag beslutte, om der skal gives en anlægsbevilling på 450.000 kroner til en verserende skimmelsag på Torvegade 10 i Frederiksværk.

Der er opstået akutte skimmelproblemer flere steder i bygningen, og det har været nødvendigt at gå i gang med at gøre noget ved det, herunder flytning af medarbejdere, analyser af bygningen og bortventilering, hvilket foreløbigt har medført udgifter for 250.000 kroner.

Der forventes yderligere udgifter for i alt 200.000 kroner til håndtering af skimmelproblemerne, hedder det i sagsfremstillingen.

Ligeledes er der opstået akutte skimmelproblemer på Frederiksværk Skole, Enghaven, hvor der også er iværksat rengøring, analyser og afværgeforanstaltninger for 700.000 kroner.

Her forventes der yderligere udgifter for 350.000 kroner.

Direktionen indstiller, at Byrådet godkender en anlægsbevilling på 1.050.000 kroner til håndtering af skimmel på Frederiksværk Skole, Enghaven.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.172|