De bød på opgaven
|
Vejdirektoratet har udpeget anlægsvirksomheden Arkil som totalentreprenør på udvidelse af motorvejen mellem Aarhus S og Skanderborg.
Strækningen på 15 km skal udvides fra fire til seks spor ved at inddrage midterrabatten. Herudover skal der etableres et nyt afvandingssystem med flere regnvandsbassiner langs strækningen.
Ifølge Arkil blev opgaven vundet som en kombination af "fradrag for overholdelse af tidsplaner og trafikværn" og billigste pris. I forvejen har den sønderjysk-baserede anlægsentreprenør udført forberedende arbejder på strækningen.
Projektdirektør i Arkil, Mads Andreasen, peger på anlægslogistik og trafikhåndtering som de største udfordringer.
- Vi skal udføre opgaven, mens motorvejen er i drift, og det betyder, at vi især kommer til at have fokus på logistik og sikkerhed, siger han.
Færdig på et år
Projektet, der har en værdi på cirka 100 mio. kroner, går i gang i løbet af oktober måned, og projektet skal stå færdigt i løbet af efteråret 2018, hvor Vejdirektoratet ønsker at åbne de nye spor for trafik. Arkil har allieret sig med rådgivningsvirksomhederne Atkins og Orbicon, men den sønderjysk-baserede anlægsentreprenør er også selv involveret i projektering og design.
- I og med det er en totalentreprise, skal der nogle andre kompetencer i spil, og det betyder, at vi får mere ansvar. Og det er interessant for os, da det giver noget know-how, som vi kan bruge i fremtiden, siger han.
Der ligger desuden know-how og en god reference i, at opgaven som nævnt skal udføres på en aktiv motorvej.
- Der har også været lignende sideudvidelser på Fyn og Sjælland, og det er noget, der er fokus på i øjeblikket, og som kan gavne os senere, siger projektdirektøren.
Fire kandidater
Arkil blev indstillet til opgaven tirsdag, og der pågår derfor en standstill-periode, inden kontrakten bliver underskrevet.
Tre andre entreprenør bød også på totalentreprisen, der var sendt ud som offentligt udbud.