23948sdkhjf

Folkekirken betaler selv kirkerum på nye sygehuse

For 10 millioner kroner har Aalborg Stift købt sig til et kirkerum ved Aalborgs nye sygehus. Det skyldes, at regionen kun vil finansiere et religionsneutralt rum

Religionsneutralt refleksionsrum. Et sådant lokale har regionspolitikere i hele landet tegnet ind i byggeplanerne for de seks nye supersygehuse, som er under opførelse.

Men fire af stederne er folkekirken nu gået ind og har betalt flere millioner kroner af egen lomme for at sikre, at der også kommer et særligt kristent gudstjenesterum, skriver Kristeligt Dagblad.

Det seneste eksempel er i Aalborg, hvor biskop Henning Toft Bro netop har kunnet afsløre, at folkekirken i Aalborg Stift betaler 10 millioner kroner for indretningen af et kirkerum. 

- Vi er en kristen kirke og vil gerne have et kirkerum at udføre vores handlinger i. Nu får vi mulighed for at etablere et sted, hvor der permanent findes både altertavle, alterbord og døbefont, så folk altid kan genkende stedet som et kristent gudstjenesterum. I det religionsneutrale rum skulle vi derimod hele tiden flytte rundt på inventaret, alt efter hvem der benyttede det, siger biskop Henning Toft Bro, der kalder det ”magtpåliggende” at få etableret det decideret kristne gudstjenesterum.

Den samme løsning har folkekirken og regionalpolitikerne fundet ved tre andre nybyggerier af sygehuse i Odense, Gødstrup ved Herning og Skejby ved Aarhus.

Socialdemokraten Ulla Astman er formand for Region Nordjylland, som ud over det allerede planlagte religionsneutrale fordybelsesrum nu også forventes at sige ja tak til et decideret kristent kirkerum.

- Det kan kun lade sig gøre, fordi vi ikke bruger regionale midler til det, men får pengene fra folkekirken. Vi kan som politikere ikke tilgodese en religion frem for andre, og derfor pegede vi som udgangspunkt på et fælles rum. Men det nye kirkerum koster os ikke noget og bliver etableret på et sted i byggeriet, hvor der ikke var planlagt andre ting. Samtidig er det vigtigt for os, at kirkerummet bliver udformet på en sådan måde, at det kan åbnes ud mod et lille torv på sygehuset, hvor stiftet har planer om at arrangere foredrag og koncerter – for alle, siger Ulla Astman, der har siddet i følgegruppen omkring aftalen med Aalborg Stift, sammen med politikere fra en bred vifte af partier.

På spørgsmålet om, hvorvidt andre trosretninger også, med det rette beløb, kunne få et særligt rum til udøvelsen af netop deres religon, svarer hun:

- Jeg vil mene, det er et hypotetisk spørgsmål, men uanset hvor åbne vi eventuelt gerne vil være, så er der altså en lidt anden forpligtelse til at komme folkekirken i møde. Den rummer trods alt de fleste danskere som sine medlemmer, siger Ulla Astman.

Kilde: Kristeligt Dagblad

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156