Spanske byggevirksomheder øjner Danmark som et glimrende alternativ til det iberiske hjemmemarked, og især på store projekter indenfor eksempelvis infrastruktur og sundhed slikker de sydlandske virksomheder sig om munden, når de får øje på Danmark.
Ifølge Pilar Morán Reyero, der er økonomisk og kommerciel rådgiver på den spanske ambassade i Danmark, er den store danske investeringsvillighed med til at gøre et dansk eventyr attraktivt.
- Danmark er ved at blive en vigtig destination for spanske virksomheder på grund af regeringen og regionernes mange ekspansionsplaner på områder som hoteller og infrastruktur, hvor spanske virksomheder er blandt de førende. Vi har en meget proaktiv tilgang, fordi vi vurderer, at der er et betragteligt potentiale for spanske virksomheder til at øge deres tilstedeværelse i Danmark, skriver Pilar Morán Reyero i et mailsvar til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Vigtig jagt på dansk partner
Flere spanske aktører har vundet opgaver i Danmark de seneste år. Comsa, en af de største spanske entreprenører, skal bygge 26 stationer og anlægge 14 km skinner på den nye letbane i Odense, mens Acciona er en del af et europæisk konsortium, der bygger den nye fjordforbindelse over Roskilde Fjord, der forventes at åbne i 2019.
Den øgede aktivitet er gode nyheder ifølge flere danske arkitektvirksomheder, der frygter at det nuværende boom i byggeriet kan give flaskehalse blandt de største danske entreprenører.
For at hjælpe eksempelvis spanske virksomheder med at forstå dansk lovgivning og dansk byggeskik, rådgiver KHR Arkitekter blandt andet den spanske ambassade.
Ifølge Pilar Morán Reyero samarbejder ambassaden med alle institutioner og virksomheder, der kan hjælpe spanske virksomheder med at udfolde deres potentiale i Danmark.
- Vi støtter virksomhederne med information om kommende projekter i Danmark, og faciliterer kontakten med danske institutioner og mulige samarbejdspartnere, da jagten på en dansk samarbejdspartner er en af de vigtigste opgaver for virksomhederne for at kunne stable et vinderprojekt på benene, skriver Pilar Morán Reyero.
- Der er ikke rigtig nogen problemer, når det handler om at komme ind på det danske marked, tilføjer rådgiveren fra den spanske ambassade.
Spansk ambassade blæser til angreb
Danmark er et vigtigt marked med betragteligt potentiale, vurderer den spanske ambassades økonomiske og kommercielle rådgiver