REGION NORDJYLLAND
BRØNDERSLEV
22 tæt-lave boliger
Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune har vedtaget Lokalplan 01-B-10.01 Tæt-lav boligområde ved Ådalen endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 22 tæt-lave boliger til udlejning ved Ådalen i Brønderslev.
DRONNINGLUND
Tæt-lave boliger
Brønderslev Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan, som giver mulighed for, at der kan opføres 22 boliger på ejendommen, hvor den tidligere realskole i Dronninglund lå.
Økonomiudvalget besluttede i marts i år at sælge ejendommen Tranebærvej 6A, Dronninglund, på baggrund af et projektforslag for omdannelse af den gamle realskole til fire lejligheder og fælleslokaler samt 18 tæt-lave boliger i form af rækkehuse. Ligeledes er lokalplanforslaget udarbejdet på baggrund af dette projektforslag.
De fire boliger, der indrettes i skolen, indrettes på første og anden sal, mens stuetagen skal anvendes til fælles faciliteter for områdets beboere og med kontor og værkstedsfaciliteter for områdets vicevært i kælderen. Bygherre har fremført ønske om at få mulighed for etablering af lejligheder i stueetagen, såfremt fælleslokalerne ikke finder anvendelse. Fagforvaltningen gør opmærksom på, at der ikke kan stilles sikkerhed for den faktiske etablering af fælleslokalerne, såfremt der i lokalplanen tillades boliger i stueetagen.
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at lokalplanforslaget og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg godkendes og fremlægges i offentlig høring i fire uger.
SALTUM
Skolerenovering
Saltum Skole skal renoveres, og i den forbindelse har Jammerbugt Kommune haft rådgiveropgaven i udbud. Vinderen af udbuddet udpeges i dag, hvor sagen er på Børne- og Familieudvalgets dagsorden med henblik på frigivelse af det beløb, der skal bruges på rådgiverydelsen.
Jammerbugt Kommunalbestyrelse besluttede i juni at bevilge 10 mio. kroner til renovering af Saltum Skole.
REGION SJÆLLAND
NYKØBING SJÆLLAND
Udskiftning af køkkener
Boligselskabet af 1942 har søgt Odsherred Kommune om godkendelse af låneoptagelse til finansiering af udskiftning af køkkener, hårde hvidevarer og elinstallationer i lejlighederne i afdeling 13 i Nykøbing.
Økonomiudvalget anbefaler, at kommunen stiller kommunegaranti for lånet.
OMØ
Udskiftning af tag
Bestyrelsen for Omø forsamlingshus ønsker at udskifte taget på forsamlingshuset. Den bevarende lokalplan kræver, at tage skal være belagt med tegl eller strå, men forsamlingshusets bevilling rækker kun til et nyt eternittag. Bestyrelsen søger derfor en dispensation fra lokalplanen til at lægge et nyt eternittag. Slagelse Byråd besluttede forleden at give den ansøgte dispensation.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Brønderslev, Dronninglund, Saltum, Nykøbing Sjælland og på Omø