23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Frank Jensen vil flytte omstridt boligbyggeri 500 meter

Efter måneders pres fra miljøforkæmpere vil politikerne i København nu undersøge en alternativ placering til det planlagte boligbygger i Amager Fælled. Frank Jensen sætter alle sejl ind på at lande plan B: at flytte byggefeltet 500 meter

Mens frøentusiaster og naturforkæmpere onsdag kunne juble, er Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), kommet på overarbejde to måneder før kommunalvalget.



I flere måneder har naturforkæmpere protesteret mod kommunens planer om at bygge 2.500 boliger i det hjørne af Amager Fælled, der er kendt som Strandengen.



Onsdag morgen kunne Frank Jensen så meddele, at et flertal uden om Socialdemokratiet vil undersøge en alternativ grund til boligerne.



- Jeg kan konstatere, at de to regeringsbærende partier Venstre og Konservative ikke længere kan stå fast på en 25 år gammel aftale, men vil have en ny udredning, og det skal vi have undersøgt, siger Frank Jensen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



Regning på to mia. kroner

Undersøgelsen kredser om et alternativt område, der ligger rundt om hjørnet, knap 500 meter væk, på en grund, der ellers er udlovet til en ny campingplads.



Grunden er fredet i modsætningen til Strandengen, og det vil kræve Folketingets opbakning at ophæve fredningen.



De Konservatives gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation Jakob Næsager er ophavsmanden til forslaget, der dog ikke har været fremstillet politisk, og han peger på flere fordele ved at flytte byggefeltet de knap 500 meter.



- Det er omkostningsneutralt. Det koster ikke en krone, hvis man bytter, så man ophæver fredningen af den gamle lossepladsgrund, og i stedet freder Strandengen, siger Jakob Næsager, der forventer, at Folketinget vil fjerne fredningen, hvis et flertal i Borgerrepræsentationen ønsker det.



Han understreger, at en løsning under alle omstændigheder er nødvendig, for boligbyggeriet forventes at indbringe to mia. kroner til byens udviklingsselskab By og Havn, og de to mia. kroner er øremærket afbetaling af gæld fra etableringen af metro. Så uden boligbyggeri skal pengene findes et andet sted.



- Man kan ikke bare gå og være glad for at at have reddet frøerne, for der er en regning, der skal betales, siger Jakob Næsager.



V forventer fælled-byggeri

Udviklingen onsdag tilskrives fra flere sider Venstre, der som det seneste parti har sluttet sig til det alternative flertal for at undersøge flytningen af boligbyggeriet.



Frank Jensen mener, at Venstre er løbet fra den gamle aftale, men ifølge partiets spidskandidat Cecilia Lonning-Skovgaard er det ikke en korrekt udlægning af sagen.



Hun understreger, at Venstre stadig er klar til at bygge på Strandengen, hvis det alternative forslag ikke har gang på jorden.



- Vi er åbne for at undersøge den her grund, og vi mangler at se andre konkrete alternativer. Jeg er umiddelbart meget skeptisk overfor tanken om at flytte byggeriet, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at der bliver bygget et andet sted end Amager Fælled, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.



Savner bredere undersøgelse

Flere andre partier som SF og Radikale ønsker helt at flytte byggeriet fra Amager Fælled, og ifølge Tommy Petersen, gruppeformand for den radikale gruppe i København, kan man eksempelvis hente op mod en mia. kroner ved at bygge flere boliger, samt at bygge højere og tættere i Nordhavn. Resten af beløbet kan blandt andet hentes via kommunens overskud.



- Vi vil gerne kigge på, hvor vi kan bygge højere og tættere, for at se, hvor meget vi kunne skrabe ind ved at kigge på andre byggeplaner, siger Tommy Petersen.



Selvom Frank Jensen ikke afviser noget, forudser han dog andre problemer ved de alternative løsninger.



Blandt andet er det nok tvivlsomt, mener overborgmesteren, om indbyggerne i Nordhavn vil sætte pris på den idé.



- Alt har jo konsekvenser, når det handler om byplanlægning. Hvis man har andre idéer, må man jo fremsætte konkrete forslag. Det forslag, jeg stiller mig i spidsen for, er at flytte byggefeltet til campingpladsgrunden, siger Frank Jensen.



Hvad er din plan B, hvis ingen af projekterne kan gennemføres? 

- Så er der en ny politisk situation, og så skal vi forhandle om det i den nye borgerrepræsentation. Jeg håber, at det kan lade sig gøre at bygge på campinggrunden, men det bliver ikke uden sværdslag, siger overborgmesteren.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.119