23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter på Frederiksberg og i Ringsted, Hårlev, Sorø, Middelfart, Odense, Nørre Aaby og Aalborg

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG

Opsætning af altaner
Ejeren af ejendommen Folkvarsvej 5 på Frederiksberg, I/S Havnstrup, har ansøgt Frederiksberg Kommune om tilladelse til at indrette en ny bolig på 109 kvm med taghave i hele ejendommens tagetage og til at opsætte 10 altaner på gårdfacaden, hvor de to altaner i stuelejlighederne gives nedgange til gården.

Et flertal i By- og Miljøudvalget vedtog forleden at give principiel tilladelse til det ansøgte.

FREDERIKSBERG

Ombygning fra erhverv til boliger
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har givet en dispensation, som betyder, at en større villa på Thorvaldsensvej 3 kan renoveres og bygges om fra erhverv til nye boliger.

I sommeren 2016 gav udvalget afslag på et mere omfattende konverteringsprojekt på ejendommen, hvor alt erhverv ville blive ændret til boligareal. Herefter er ombygningsplanerne blevet revideret, så villaen fremover både kommer til at rumme boliger og erhvervslokaler. Ejendommens baghus på 446 kvm forbliver uændret som erhverv, mens i alt 797 kvm fordelt med 610 kvm i villaen og 187 kvm i en tilbygning ønskes omdannet til seks boliger. De seks boliger får varierende størrelser på henholdsvis 81, 93, 100, 104, 114 og 146 kvm.

REGION SJÆLLAND

RINGSTED

Etablering af biogasanlæg
Plan- og boligudvalget i Ringsted Kommune skal på sit møde den 26. september beslutte, om forslag til Lokalplan 297 for etablering af et biogasanlæg på Mulstrup Møllevej skal fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Ejeren af området har ønsket at etablere et gårdbiogasanlæg på den tidligere kvægejendom på Mulstrup Møllevej 10.

RINGSTED

Kontordomicil til Banedanmark
I forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser skal Banedanmark etablere nyt kontordomicil i Ringsted. Banedanmark ønsker at etablere sig tæt på banen og stationen, og på den baggrund har Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune besluttet, at der skal udarbejdes ny lokalplan for området ved Godsbanevej 2. Det er nu sket, og på udvalget næste møde, som finder sted den 26. september, skal der træffes beslutning om forslaget og det tilhørende forslag til kommuneplantillæg skal fremlægges i høring i otte uger. Der skal samtidig tages stilling til, om der skal udarbejdes miljøvurdering for planerne.

Lokalplanforslaget er udarbejdet i dialog med Bygningsstyrelsen, Banedanmark og deres konsulent, som kan tilslutte sig forslaget.

Vedtages kommuneplantillæg og lokalplan endeligt, betyder det, at der kan bygges i seks etager i op til 30 meter.

HÅRLEV

Ombygning
Stevns Kommune har ved skoleårets start flyttet Dagskolen til andre lokaler, men det har vist sig, at de fysiske rammer i Dalen 5 ikke er hensigtsmæssige i forhold til normering og antal ansatte.

Børneudvalget skal derfor på sit møde 26. september, tage stilling til eventuel ændring i de fysiske rammer for Dagskolen, herunder en eventuel renovering af Tryggevælde Øst og flytning af hele Dagskolen hertil.

SORØ

Indretning af boliger i tidligere hospital
Teknik- og Miljøudvalget i Sorø kommune skal på sit møde den 26. september beslutte, om der skal gives dispensation til indretning af boliger i det tidligere psykiatrihospital i Dianalund.

Region Sjælland har solgt ejendommen Dr. Sells Vej 35A og B til Herbo Administration A/S, der ønsker at bevare eksisterende bygninger og indrette dem til boliger.

Ansøger forventer at indrette omkring 70 boliger inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer.

REGION SYDDANMARK

MIDDELFART

19 boliger og kontor
Teknisk Udvalg i Middelfart Kommune anbefaler, at Lokalplan 175 og tilhørende kommuneplantillæg for boliger på hjørnet af Elmegade og Jernbanegade vedtages endeligt.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et projektforslag fra Boligselskab Lillebælt for opførelse af 19 boliger og et kontor. Planen er at opføre en bygning ved Elmegade i to etager, mens boligerne langs Jernbanegade opføres i fire etager. Boligerne mod busholdepladsen opføres i fem etager.

Sagen er på byrådets dagsorden den 2. oktober. 

ODENSE

Kapacitetstilpasning i daginstitutioner
Odense Kommune planlægger at nedlægge Børnehuset Hyldemor på Bogensevej 36, som er en integreret institution med 13 vuggestuebørn og 33 børnehavebørn.

De sparede driftsmidler anvendes til genhusning og kapacitetstilpasning i området ved blandt andet at reetablere Hyldemors vuggestuepladser i det nærved liggende børnehus Louisegården og omlægge vuggestuepladser fra Børnehuset Spurvelund til Børnehuset Eventyrgården, som samtidig bliver en ekstra integreret institution i lokalområdet. I Børnehuset Spurvelund ændres de omlagte vuggestuepladser til nye børnehavepladser.

Udgifterne til fraflytning af Hyldemor samt ombygning og indretning af henholdsvis Eventyrgården, Louisegården og Spurvelund er beregnet til godt 3,3 mio. kroner.

NØRRE AABY

Boligbebyggelse
Teknisk Udvalg i Middelfart Kommune anbefaler en endelig vedtagelse af Lokalplan 178 - centerområde ved Østergade i Nørre Aaby.

Planen omfatter området med blandt andet det gamle rådhus ved Østergade i den centrale del af Nørre Aaby. Planen skal åbne mulighed for realisering af et projekt fra boligforeningen Lillebælt, der ønsker at etablere 26 boliger i området.

Det oprindelige rådhus ønskes bevaret og omdannet til boliger og bibliotek, mens den øvrige bebyggelse ønskes nedrevet og erstattet af ny boligbebyggelse.

Sagen behandles af Middelfart Byråd 2. oktober. 

REGION NORDJYLLAND

AALBORG

Udbygning af Sofiendal Enge Syd
Aalborg Byråd har godkendt Kommuneplantillæg 3.025 og Lokalplan 3-5-103 Boliger, Sofiendal Enge Syd endeligt.

Aalborg Kommune udarbejdede tilbage i 2015 en strukturplan for Sofiendal Enge i samarbejde med Tegnestuen Vandkunsten. Hovedgrebet i strukturplanen er, at der skabes to boligområder med hver deres centrale grønning og med hver cirka 600 boliger, som adskilles af en grøn kile.

I 2015-2016 blev den nordligste del af Sofiendal Enge lokalplanlagt med afsæt i strukturplanen, og nu er den sydlige del så også lokalplanlagt.

Bebyggelsen omkring de centrale grønninger skal opføres som etagebebyggelse kaldet kanthuse med en højere og mere sammenhængende karakter, der markerer og danner kant til de centrale grønninger.

De øvrige bebyggelser - tæt-lav bebyggelse i form af række-, kile- og enghuse - disponeres, så de ligger i tæt tilknytning til boligvejene og markerer overgangen til den grønne kile eller englandskabet.

I forbindelse med denne lokalplan er der udarbejdet udkast til to udbygningsaftaler - en aftale for det nordlige boligområde og en aftale for det sydlige boligområde.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.158|