23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Helsingør, Skovlunde, Kokkedal, Middelfart, Ringe, Fredericia, Billund, Aabenraa og Støvring

REGION HOVEDSTADEN

HELSINGØR

Klyngeboliger
Helsingør Kommune har fremlagt forslag til Lokalplan 3.46 Boligområde ved Hovparken i Espergærde med tilhørende forslag til kommuneplantillæg og afgørelse om Miljøvurdering i offentlig høring frem til 8. november.

Med det nye plangrundlag bliver det muligt at opføre nye boliger ved Hovparken - enten i én samlet boligbebyggelse i fire etager eller i form af fire mindre boligklynger i to etager.

SKOVLUNDE

Opførelse af 39 rækkehuse
En almen boligforening ønsker at opføre en række nye boliger mellem to eksisterende boligforeninger ved Lundebjerggårdsvej i Skovlunde, og der er i den forbindelse udarbejdet et forslag til lokalplan, som sikrer grundlaget for, at arealet kan omdannes til et nyt boligområde.

Lokalplanen gør det muligt at opføre i alt 39 rækkehuse i maksimalt to etager. Derudover udlægger lokalplanen arealer til private og fælles opholdsarealer samt parkering.

I forbindelse med opførelsen af det nye børnehus Himmel og Hav på Lundebjerggårdsvej, blev to ældre børneinstitutioner overflødiggjort, herunder institutionen på Lundebjerggårdsvej 104. Institutionen er ejet af Boligselskabet AAB, som ønsker at anvende arealet til nyt boligbyggeri.

Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune har godkendt lokalplanforslaget, som herefter fremlægges i offentlig høring frem til midten af november.

KOKKEDAL

To almene boliger
Den Almene Boligforening Jellerød Parken har fremsendt en ansøgning med forslag til nedrivning af den gamle butiksbygning på 143 kvm og nyopførelse af to almene familieboliger, hver på 92 kvm til Fredensborg Kommune.

Erhvervsbygningen er svær at udleje og har stået tom i et par år, hvilket belaster afdelingens økonomi.

Afdelingen har i sin ansøgning og i skema A opgjort anskaffelsessummen til 4.396.000 kroner. Der søges derfor om kommunal medfinansiering i form af et grundkapitallån på 439.600 kroner samt garantistillelse for optagelse af lån.

Ansøgningen er på økonomiudvalgets dagsorden på mandag.

REGION SYDDANMARK

MIDDELFART

Opførelse af dagligvarebutik
Middelfart Byråd har vedtaget Lokalplan 169 for dagligvarebutik på Assensvej endeligt. Dagligvarebutikken på Assensvej 141 i Middelfart vil gerne udvide, og lokalplanen giver mulighed for etablering af en butik på 1000 kvm. Den nuværende butik tænkes nedrevet.

RINGE

14 tæt-lave boliger
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan, der skal ende med at give mulighed for opførelse af en ny boligbebyggelse langs Rynkebyvej umiddelbart nord for Ringe. Mere konkret giver lokalplanen mulighed for at opføre 14 boliger i tæt-lav bebyggelse.

Faaborg-Midtfyn Kommunalbestyrelse har besluttet at fremlægge lokalplanforslaget til offentlig høring fra 10. september til 14. november.

FREDERICIA

Renovering af almene boliger
Boligkontoret Fredericia har fremsendt skema A og søgt Fredericia Kommune om tilsagn om støtte til ombygning og renovering af Syrenparken og Nestlégården.

I Syrenparken bliver der tale om ombygning af en bygning til ni almene boliger samt et beboerlokale.

I Nestlégården skal vinduer, terrassedøre og altandøre uskiftes.

Boligkontoret Fredericia har beregnet udgifterne til projektet til godt 30,5 mio. kroner, og Fredericia Byråd har givet tilsagn om støtte og sagt ja til at stille garanti for låneoptagelse.

BILLUND

Etagebyggeri
Lokalplan nr. 305 for etagebyggeri ved Hovedgaden 35-39, Billund har været i offentlig høring, og forleden blev den vedtaget endeligt af Billund Byråd.

Lokalplanen giver mulighed for ny bebyggelse i form af to etagebyggerier i op til tre og fire etager med cirka 20 lejligheder i alt. Den ene bygning placeres ud mod Hovedgaden og den anden på grundens sydlige del nær Grindstedvej.

AABENRAA

Opførelse af 36 almene boliger
Boligselskabet Domea Rødekro har fremsendt ansøgning om godkendelse af skema A for 36 almene familieboliger, som udgør anden etape på Cimbria Parken, til Aabenraa Kommune.

Boligerne skal opføres i to blokke, hvor det samlede boligareal udgør 3.678 kvm, som fordeler sig på 20 boliger på 97,5 kvm og 16 boliger på 108 kvm. Byggearbejdet indledes ifølge planerne i foråret 2018.

Den samlede anskaffelsessum for etapen er opgjort til 71,937 mio. kroner, og Aabenraa Kommune bidrag bliver således på 7,194 mio. kroner. Ud over det kommunale grundkapitallån påtager kommunen sig ved godkendelse en kommunegaranti for den del af lånet, som ligger ud over 60 procent af ejendommens værdi.

Vækst- og Udviklingsudvalget i Aabenraa Kommune anbefaler, at ansøgningen imødekommes.

AABENRAA

Renovering af almene boliger
Salus Boligadministration har på vegne af Kolstrup Boligforening ansøgt Aabenraa Kommune om godkendelse af anskaffelsessum for et renoveringsprojekt, der skal gennemføres i afdeling 20, herunder skema A.

Afdeling 20 ligger i Callesensgade og Persillegade og består af 23 boliger fordelt på fire bygninger.

Der skal renoveres tage, døre og vinduer renoveres i tre af bygningerne. Døre og vinduer enten udskiftes eller istandsættes. I en af bygningerne renoveres endvidere ydervægge, altaner og køkkener, ligesom badeværelser renoveres og gøres mere ældre- og handicapvenlige. Der etableres også elevator. Det eksisterende fælleshus i den fjerde bygning indrettes til en bolig.

Anskaffelsessummen for den samlede renovering er beregnet til 13,606 mio. kroner.

Vækst- og Udviklingsudvalget anbefaler, at byrådet godkender anskaffelsessum og stiller den ønskedes kommunegaranti for låneoptagelse.

AABENRAA

Kontordomicil
På baggrund af et ønske fra Aabenraa Havn om mulighed for at opføre kontordomicil mod Slotsmølleåens udløb er der udarbejdet forslag til ny lokalplan, som også sikrer muligheden for at gennemføre andre projekter i området. Blandt andet udlægges der et areal til promenade og boulevard, og der sikres areal til klimasikringstiltag i Slotsmølleåens udløb for at give mulighed for etablering af en pumpestation.

Forslaget har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Aabenraa Byråd med anbefaling fra Vækst- og Udviklingsudvalget, der havde sagen på dagsordenen forleden.

REGION NORDJYLLAND

STØVRING

Opførelse af daginstitution
Udvalget for Teknik og Miljø i Rebild Kommune anbefaler over for byrådet, at lokalplan nr. 311 vedtages endeligt. Lokalplanen giver mulighed at opføre en daginstitution i Støvring Ådale.

Lokalplanområdet er en del af den nye bydel Støvring Ådale, hvor mange børnefamilier har bosat sig i de senere år. Derfor er der behov for at opføre en ny daginstitution.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.22|instance-web03