23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Newsec Datea jagter internationale kunder

Svenske Newsecs overtagelse af ejendomsadministratoren skal bane vejen for flere udenlandske kunder med kig på Norden

- Allerede inden for et døgn var de to første store kunder på vej, og inden for en uge var yderligere to på vej.

Sådan beskriver Newsec Datea-direktør Flemming B. Engelhardt, hvordan salget til den svenske Newsec-koncern straks har givet pote.

Mange udenlandske investorer i for eksempel Tyskland, Holland og Storbritannien retter blikket mod det økonomisk og politisk stabile Norden, men vil gerne have én fælles administrator af deres nordiske ejendomme, uanset om de ligger i Sverige, Norge, Finland eller Danmark.

Ejendomsselskabet Dades solgte for godt en måned siden Datea, som blev oprettet tilbage i 1937 og i dag dominerer det hjemlige marked for ejendomsadministration sammen med rivalen Deas.

Nu skal det nye ejerskab - og Newsec-koncernens mange internationale kunder - give ekstra vind i sejlene. I forvejen havde Datea de seneste 15 år foretaget i alt et dusin opkøb.

- Vi bliver jævnligt kontaktet og tager fortsat gerne del i konsolideringen i branchen, lyder det fra Flemming Engelhardt.

Vækst på tre områder
Konsolidering bliver der talt meget om i administratorkredse - både fordi flere pensionskasser og andre murstensejere foretrækker at lade eksperter udefra holde styr på lejere og vedligehold, og fordi en vildtvoksende lovjungle stadig knopskyder og gør tilværelsen vanskeligere for især mindre administratorer.

Der er endnu ikke opstillet officielle vækstmål, men trods ambitionerne er der ingen planer om flere Newsec Datea-kontorer ud over det ganske dronningerige.

- Vi får nogle ekstra kvadratmeter på vores hovedkontor i Lyngby, og i Aarhus er vi netop flyttet for at få mere plads. I Næstved har en udmærket lokal tilstedeværelse, så samlet dækker vi landet udmærket, vurderer Newsec Datea-chefen.

Foruden at tiltrække nye kunder via Newsec-kolleger i nabolandene venter det 80-årige administrationsselskab særligt at vokse inden for tre områder: Strategisk byggerådgivning, energi/indeklima og asset management.

- Vi vil gerne i højere grad hjælpe vores kunder i de tidlige faser af ejendomsudvikling og nybyggeri, forklarer Engelhardt om den strategiske byggerådgivning, der skal supplere den mangeårige byggeafdeling.

Energioptimere ejendomme
Den nye indsats omfatter for eksempel at projektere og sørge for myndighedsbehandling - og Newsec Datea kommer ikke udefra, men er involveret i den daglige drift af ejendommen både før, under og efter byggeprojekterne.

Rådgivning om energioptimering og bedre indeklima handler blandt andet om at imødekomme øget efterspørgsel og interesse hos kunderne.

- Vi kan hjælpe udlejere med at energioptimere ejendomme, og vi kan hjælpe lejerne med et bedre indeklima. I afdelingen har vi selv flere tekniske eksperter, og så har vi en række samarbejdspartnere på området, siger Flemming Engelhardt.

Vigtigste satsning
Asset management eller strategisk værdiskabelse er måske den vigtigste satsning for Newsec Datea, som inden salget og navneskiftet brugte det danske slogan: "Vi ser værdien i din ejendom."

For mange investorer handler det nemlig ikke længere kun om at få udført klassisk ejendomsdrift med huslejeopkrævninger, varmeregnskab, vedligehold og småreparationer.

Især hvis investor sidder i London eller Frankfurt og gerne vil have lokale folk til at håndtere og styre så meget som muligt.

- Her har vi de mere strategiske briller på. Vi analyserer ejendommen og vurderer, hvordan vi kan skabe ekstra værdi. Det sker med afsæt i et stort datagrundlag, og det er vigtigt at have kvalitet i dataene. Vi kan søge nye erhvervslejere, der passer bedre til ejendommen og lokalområdet. Det kan handle om at forbedre og renovere lejligheder og lejemål, så lejeindtægterne stiger. Og det kan for eksempel handle om at modernisere og optimere ejendomme ved hjælp af ny teknologi og energitiltag, siger Flemming Engelhardt.

Og behovet for asset management er steget i takt med den øgede interesse for at investere i ejendomme. Det har sendt priserne op og sænket de løbende afkast, påpeger Flemming Engelhardt:

- Derfor har kunderne i endnu højere grad end før brug for en effektiv løbende drift af ejendommene og ikke mindst for rådgivning om at udpege og realisere ekstra værdi i ejendommene.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.166