23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Værløse, Blovstrød, Rødovre, Jyderup, Lellinge, Marslev, Bogense, Gug og Aars

REGION HOVEDSTADEN

VÆRLØSE

Kontor- og boligbyggeri
Lokalplan 132 og et tilhørende kommuneplantillæg for kontorbyggeri på Kollekollevej 31-39 i Værløse indstilles til endelig vedtagelse i Furesø Byråd på torsdag.

Lokalplanen baner vej for opførelse af kontor- og boligbyggeri i tre etage, og med lokalplanen kan Furesø Kommune sælge grunden til privatfinansieret byggeri.

VÆRLØSE

Gårdhavehuse og rækkehus
Miljø-, Plan og Teknikudvalget i Furesø Kommune anbefaler, at forslag til Lokalplan 121-1 sendes i offentlig høring. Planen vedrører 154 af de planlagte 430 nye boliger i Sydlejren.

Når planen er endelig godkendt, vil der blive mulighed for at etablere fire nye boligområder, herunder bofællesskaberne Mageløse og Staldhusene.

Èt af de boligprojekter, der følger processen nøje, er det nyetablerede bofælleskab Mageløse. De 29 familier i alderen 0-72 år fandt sammen efter en workshopproces, hvor Furesø Kommune i vinteren 2016 inviterede alle med bofællesskabstanker til at mødes og få hjælp til at udvikle deres ideer sammen. Nu ligger planerne for et arkitektegnet bofællesskab klar med en drøm og en forventning om at kunne flytte ind i løbet af 2018.

Bofællesskabets byggeri med 29 gårdhavehuse får bofællesskabet Eco Village (staldhusene) med 43 boliger og et fælleshus som nabo, og nord for Perimetervej etablerer Reka Gruppen to private rækkehusbyggerier, nemlig Bringegårdene med 42 boliger og Officershusene med 40 boliger.

Lokalplanforslaget er på dagsordenen, når Furesø Byråd holder møde på torsdag.

BLOVSTRØD

100 almene boliger
Allerød Byråd har besluttet at offentliggøre lokalplanforslag nr. 1-141 for boliger ved Teglskoven. Planforslaget er i høring frem til 29. september.

Byrådet besluttede i starten af 2016 at udbyde et areal nord for Teglskoven til cirka 100 almene boliger i konkurrence, og lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af de indkomne bud og skitseprojekter.

Lejerbo vandt konkurrencen med White arkitekter som totalrådgiver, og White arkitekter har udarbejdet en samlet bebyggelsesplan for hele lokalplanområdet.

Lokalplanen er en del af en større udvikling, der skal tage udgangspunkt i de landskabelige værdier, som området er karakteriseret af. Arealerne umiddelbart op til lokalplanområdet mod øst skal udvikles, så der skabes plads til flere boligområder, men også til fælles grønne friarealer med et gennemgående stisystem, der sammenkobler boligområderne med stisystemerne i området ved Allerød Sø.

Området udlægges til helårsboligformål i form af rækkehuse og lave etageboliger.

RØDOVRE

Renovering af almene boliger
Lejerbo har bedt Rødovre Kommunalbestyrelse om godkendelse af skema A for Lejerbo Rødovre, afdeling 0-56 Tjørneparken, og godkendelsen kom i hus forleden.

Afdelingen har udarbejdet en helhedsplan for bebyggelsen, som i alt har et budget på godt 345,6 mio. kroner. Helhedsplanen skal løse afdelingens indeklima- og skimmelsvampeproblemer, fremtidssikre afdelingen og gøre den til en attraktiv boligafdeling, der tilgodeser alle borgeres behov.

Tjørneparken består af rækkehuse, i alt 198 lejemål, med et bruttoetageareal på i alt 15.787,52 kvm. Boligerne er i forhold til nutidig boligstandard relativt små, nemlig cirka 83 kvm. Der skabes ved renoveringen en større variation af boligtyper; for eksempel ombygges 30 gavlboliger til 60 boliger med en bolig på hvert niveau i rækkehusene. Der etableres endvidere varmemesterkontor og decentrale varmecentraler.

Efter endt ombygning vil afdelingens bruttoetageareal være forøget med 3.804,48 kvm til i alt 19.592 kvm, og antallet af boliger forøget med 30 til i alt 228 lejemål.

Den omfattende renoveringsindsats påbegyndes ifølge planerne 1. oktober i år og afsluttes 1. oktober 2020.

REGION SJÆLLAND

JYDERUP

60 rækkehuse
Holbæk Kommune har sendt Forslag til Lokalplan 11.12 for Boliger ved Søbæksparken, Jyderup i offentlig høring i otte uger fra 4. september til 6. oktober.

Lokalplanen åbner mulighed for at opføre cirka 60 rækkehuse ved Søbæksparken i Jyderup, og den er udarbejdet på baggrund af en konkret ansøgning. 

LELLINGE

Multihus
Forslag til Lokalplan 1062 for et multihus på Lellinge Stadion er på dagsordenen, når Teknik- og Miljøudvalget i Køge Kommune holder møde på torsdag.

I forbindelse med salg af Lellinge Skole og SFO har Kultur- og Idrætsudvalget indstillet, at der gives anlægsbevilling til et multihus på Lellinge Stadion som erstatning for gymnastiksalen på Lellinge Skole. Der er i samarbejde med en interessentgruppe udarbejdet skitseforslag for et nyt multihus, som indeholder minihal, omklædningsfaciliteter og klublokale, og lokalplanforslaget er udarbejdet for at bane vej for netop dette byggeri.

Det er planen, at den eksisterende pavillon på Lellinge Stadion skal rives ned, mens det eksisterende klubhus kan anvendes til depot 

REGION SYDDANMARK

MARSLEV

Erhvervsbyggeri
Kerteminde Kommune har modtaget en ansøgning om udstykning med henblik på opførelse af erhvervsbyggeri på ejendommen Vinkelvej 21, Marslev. For at kunne imødekomme ansøgningen er der udarbejdet et forslag til tillæg til kommuneplanen, som Kerteminde Byråd forleden besluttede at fremlægge i offentlig høring i otte uger. 

BOGENSE

Boliger og fælleshus
Nordfyns Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 2017-1 Boligområde ved Rosenlunden i Bogense endeligt.

Lokalplanen omfatter et boligområde og den opkøbte planteskole på Huggetvej 23, og den muliggør blandt andet, at der etableres et fælleshus i planteskolens bygninger, ligesom den imødekommer behovet for større fleksibilitet med hensyn til placeringen af henholdsvis åben-lav og tæt-lav bebyggelse som efterlyst af ejerne af Rosenlunden.

REGION NORDJYLLAND

GUG

Boligbyggeri
Ejerne af Kærholt 4-6 i Gug i Aalborg ønsker at få mulighed for at bygge boliger i op til tre etager mod Kærholt og to etager i det resterende område.

I den forbindelse skal By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune på sit møde på torsdag tage stilling til, om der skal udarbejdes lokalplan, der gør det muligt.

Forvaltningen anbefaler, at bebyggelsesprocenten ikke overstiger 50, og at hele området maksimalt bebygges med to etager.

AARS

Butik
Vesthimmerland Byråd besluttede forleden at fremlægge et forslag til lokalplan, der gør det muligt at omdanne ejendommen Keldgårdvej 3, Aars til erhvervsområde, der også rummer mulighed for særligt pladskrævende varegrupper, i offentlig høring.

Der etableres vejadgang fra Vestre Boulevard via et kanaliseringsanlæg bekostet af bygherre.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156|instance-web01