Landets største husbyggere opfører huse og tjener penge på det højeste niveau i årevis. Sådan lød en af konklusionerne i den brancheanalyse, Licitationen - Byggeriets Dagblad bragte i fredags.
Men sideløbende med den indbringende aktivitetsstigning vokser antallet af sager om byggesjusk. Byggeriets Ankenævn behandlede 730 sager i 2016, hvilket er det højeste antal siden 2008.
Licitationen har talt med flere kilder i branchen både til og uden for citat. Herfra lyder det næsten enstemmigt, at den nuværende situation langt fra kan sammenlignes med for 10 år siden.
Husbyggerne satser da også snarere på rutine og sund fornuft end særlige procedurer, når fejl skal undgås.
- Jeg er personligt ude at kigge på alle de huse, vi bygger, undervejs i processen, siger Karsten Bülow fra Bülow Huse, der har mere end 40 års erfaring fra branchen.
- Vi har mange medarbejdere, der også var med for ti år siden, så vi prøver at bruge den erfaring til at undgå nogle af de ting, der gik galt dengang, lyder det fra direktør Thomas Dahl fra Eurodan-huse.
Forsikring skaber uenighed
Siden 1. april 2008 har det været obligatorisk for professionelle bygherrer, der opfører bygninger til privat helårsbeboelse, at tegne en såkaldt byggeskadeforsikring. Blandt husbyggerne er der dog ikke enighed om, hvorvidt forsikringen har hjulpet.
- Jeg mener personligt, den frie konkurrence er med til at sikre kvaliteten, og derfor er jeg lidt ærgerlig over Byggeskadeforsikringen, fordi den gør det sværere for nye entreprenører at komme ind i branchen, siger Ditte Maria Kollerup, der er indehaver af og direktør for KFS Bolig.
Hos entreprenør- og husbyggervirksomheden HHM ser direktør Svend Pedersen anderledes på tingene.
- Hele setuppet med byggeskadeforsikringen gør, at der er mere orden i sagerne nu, end der var det før 2008. Så jeg er ikke lige så bekymret for byggesjusk, som man kunne være det før krisen, siger han og tilføjer:
- Selv om mange var bekymrede for byggeskadeforsikringen, da den blev indført, må jeg sige, at den har givet et kæmpe kvalitetsløft i branchen. Der er ingen tvivl om, at bundniveauet i branchen er blevet løftet ganske betragteligt.
Klagesager over byggesjusk når højeste niveau i otte år
Antallet af klager over dårligt håndværk følger tilsyneladende den stigende aktivitet blandt husbyggerne