DAGENS LEDER: Regering famler i blinde med fradrag
Boligjobordningen ser endnu engang ud til at blive en kastebold og et forhandlingsobjekt blandt partierne på Christiansborg, efter regeringen i sit finanslovsforslag lægger op til, at ordningen kun målrettes serviceydelser i hjemmet.
Dermed får man igen indtryk af en Boligjobordning, der bruges som dels valgflæsk, men også er noget nær en paria i dele af det politiske spektrum. Det første Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde efter valgsejren i 2015 var som bekendt at få ordningen forlænget efter nærmest at have gjort den til et kardinalpunkt i valgkampen. Mens Socialdemokraterne omvendt ikke ser noget behov for at videreføre ordningen, fordi der efterhånden er godt gang i byggeriet igen.
Man må da også konstatere, at det er langt gunstigere tider i byggeriet i dag end i 2015, og behovet for ordningen måske er mindre. Men at regeringen nu kun vil gøre ordningen til et servicefradrag, vidner om en regering, som ikke ved, hvilket ben den skal stå på i forhold til ordningen.
Byggevirksomheder i de store byer lever sikkert fint uden Boligjobordningen, men i de mindre byer kan den betyde en del for de mindre virksomheder, i og med at opgaverne ikke ligefrem står i kø, og den får flere private til ikke at gøre brug af sort arbejde. Samtidig harmonerer ændringen ikke med regeringens tanker om at gøre noget aktivt for landets udkantsområder, hvor den har haft travlt med udflytning af statslige arbejdspladser.
Om ordningen entydigt bekæmper sort arbejde handler nok om, hvem man spørger. Men den nye situation vidner om en regering, der famler i blinde i forhold til Boligjob-ordningen.