23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter på Frederiksberg, i Glostrup, Vedbæk, Gl. Holte, Værløse, Trekroner, Vindinge, Roskilde, Næstved og Tullebølle

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG

Indretning af børnehave
Børneinstitutionen Min Lille Verden ønsker at indrette privat børnehave i en lægeklinik på H.C. Ørsteds Vej 7B på Frederiksberg. Projektet kræver, at der dispenseres fra gældende lokalplan.

By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune besluttede forleden at dispensere fra lokalplanen og tillade, at der etableres en børnehave på H.C. Ørsteds Vej 7B som ansøgt.

Udvalget besluttede på samme møde at give tilladelse til opsætning af en altan mod gadesiden på Frederiksberg Allé 44, 1. sal på betingelse af, at ansøger fremsender revideret forslag til godkendelse af altandørens vandrette opdeling.

GLOSTRUP

Opførelse af to villaer
Lokalplan GL92.1 - Kirkebjerg Allé 4 og 6 indstilles nu til endelig vedtagelse i Glostrup Kommunalbestyrelse med anbefaling fra Miljø- og Teknikudvalget.

Lokalplanforslaget giver mulighed for, at to grunde på hjørnet af Kirkebjerg Allé og Linde Allé kan bebygges med åben-lav bebyggelse i form af to villaer.

Villaerne skal opføres i stil med de bryggervillaer, der ligger i nærområdet langs Linde Allé og Kirkebjerg Allés vestlige side.

Lokalplanen sikrer, at villaerne opføres i halvanden etage med gavl i en fastlagt facadelinje som de øvrige villaer.

VEDBÆK

Renovering af daginstitution
Rudersdal Kommune har i år afsat 2.216.000 kroner til renovering af børnehuse på Børneområdet ifølge Masterplanen.

Børneområdet anbefaler, at anlægsbevillingen for Masterplan 2017 frigives til renovering af Flintehøj i Vedbæk, og sagen er på Rudersdal Kommunalbestyrelses dagsorden i morgen.

Rudersdal Kommune lejer bygningen af Boligselskabet Lejerbo, som har ansvaret for udvendig vedligeholdelse samt for rørføring, varmekilder og lignende.

Rudersdal Kommune er forpligtet til at sikre, at bygningen vedligeholdes indvendigt.

Anlægsbevillingen på 2.216.000 kroner planlægges anvendt til udskiftning af gulvbelægning i hele huset, renovering af børnebadeværelser, maling, renovering af liggehaller og sikring af legepladsområdet mod jorderosion.

Ved udskiftningen af gulvbelægningen vil det samtidig blive undersøgt, om rørføringen kræver omlægning.

GL. HOLTE

Boligbyggeri
Rudersdal Kommunalbestyrelse skal i morgen beslutte, om Lokalplan 255 for et område ved Langhaven - det tidligere Skolehjem Skovly skal vedtages endeligt.

Ejendommen er i dag bebygget med to bevaringsværdige palæbebyggelser og to porthuse, og lokalplanen har til formål at sikre, at ny bebyggelse i volumen, placering og fremtoning tilpasses områdets karakter og eksisterende bevaringsværdig bebyggelse.

Lokalplanen udlægger området til boligformål i form af etageboliger og tæt- lav boliger. De to portnerboliger udlægges til åben-lav boliger.

VÆRLØSE

Opførelse af seniorbofællesskab
Furesø Byråd inviterede i 2013 en række borgere til at etablere seniorbofællesskaber, og seniorboliggruppen Jonshøj har efterfølgende stiftet en forening med det formål at etablere et seniorbofællesskab på Jonstrupvangvej 120 i Værløse. Boligselskabet Farumsødal v/Domea varetager byggeherreopgaven.

Byggeriet omfatter opførelse af 24 familieboliger og et fælleshus. Dertil kommer otte små familieboliger.

Boligorganisationen vil i samråd med beboergruppen nedsætte et byggeudvalg. Udvalget vil i samråd med Domea planlægge processen for udbud m.m. Indledningsvis vil udvalget skulle beslutte, hvilket arkitektfirma der skal benyttes.

Miljø-, Plan- og Teknikudvalget anbefaler, at byrådet godkender projektet og kommunens økonomiske involvering.

REGION SJÆLLAND

TREKRONER

56 Almene boliger
Roskilde Byråd skal på sit møde i morgen tage stilling til en ansøgning fra KAB på vegne af Høje-Taastrup Boligselskab om godkendelse af skema A for 56 almene boliger efter KAB´s forsøgs-koncept AlmenBolig+. 17 boliger opføres som små familieboliger på et-to værelser på 31 kvm, og to af boligerne bliver inklusionsboliger med plads til i alt seks beboere. Boligerne opføres som rækkehuse.

Den samlede anskaffelsessum er på godt 117 mio. kroner, og kommunen skal således bidrage med et grundkapitalindskud på 11,713 mio. kroner.

VINDINGE

Parcelhuse og tæt-lave boliger
Lokalplan 644 for boliger i Vindinge Vest indstilles til endelig vedtagelse i Roskilde Byråd i morgen.

Arealet mellem Vindinge By, Tingvej og Vindingevej ønskes udbygget med en blanding af parcelhuse og tæt/lav boliger, som kræver lokalplan. Planen har været i offentlig høring i to omgange, idet lokalplanområdet blev udvidet og indholdet ændret som følge af modtagne bemærkninger i den første offentlige høring. 

ROSKILDE

Påbygning af ekstra etage
Ejeren af ejendommen Knud Den Stores Vej 33 i Roskilde har søgt om tilladelse til etablering af en førstesal og indretning af fire boliger på matriklen.

Roskilde Byråd tager stilling til ansøgningen på sit møde i morgen. 

ROSKILDE

Nyt byområde
Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune har nu behandlet planerne, der gør det muligt at ændre Sortebrødre Plads fra en parkeringsplads til et nyt, spændende byområde, tæt på stationen og Folkeparken, og i morgen er det byrådets tur.

Et nyt parkeringshus vil, når det står klar næste efterår, erstatte parkeringspladserne på Sortebrødre Plads, som herefter kan omdannes til et nyt byområde med en blanding af boliger, erhverv, caféer og butikker. Det er planen, at der kan blive i alt cirka 100 nye boliger og en ny dagligvarebutik på op til 1.200 kvm.

Sortebrødre Plads skal udvikles, så området bliver tæt integreret med bymidten og de omkringliggende boligområder.

Det betyder, at byggeriet skal have købstadskarakter, og derfor er der fastsat meget præcise bestemmelser i lokalplanen om blandt andet byggeriets udformning, farve- og materialevalg.

NÆSTVED

Boligbyggeri
Næstved Byråd har vedtaget Lokalplan 082 for boligområde nord for Halfdan Rasmussens Vej endeligt. Lokalplanens formål er at skabe et nyt boligområde med fritliggende parcelhuse, dobbelthuse og rækkehuse. 

REGION SYDDANMARK

TULLEBØLLE

Demenslandsby
Sundhedsudvalget i Langeland Kommune har tidligere besluttet, at der skal igangsættes et arbejde med en plan for etablering af en demenslandsby på Tullebølle Centret, og der er i den forbindelse gennemført en analyse i samarbejde med Statens Byggeforskningsinstitut for at få belyst, hvilke indsatser og bygningsmæssige forhold, der kan iværksættes på Tullebølle Centret.

Herefter har en arbejdsgruppe uarbejdet et forslag til ændring af centret, som samlet vil koste omkring 4,6 mio. kroner at gennemføre.

Sundhedsudvalget finder oplægget interessant og besluttede forleden, at der skal arbejdes videre med det.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078|instance-web04