Flere ældre københavnerejendomme kræver en kærlig hånd. Det gælder også andelsboligforeningen Boyesgade 3-11 på Vesterbro, hvor rådgivervirksomheden Gaihede i mange år været husrådgiver og stået for den overordnede styring af vedligeholdelsen af bygning samt stået i spidsen for en gennemgribende renovering.
- Det kan være et godt match for en andelsboligforening at have en rådgiver med på sidelinjen og med til møder med andelsejerne. Her kan vi planlægge vedligehold og gode renoveringer. I det lange løb er det det mest fornuftige for bygningen og bevarelsen af værdien af ejendommen, mener bygherrerådgiver i Gaihede, John Larsen, der har kontakten til foreningen.
Risiko for videnstab
De 86 andelshavere har nu oplevet en gennemgribende renovering af den klassiske røde murstenbygning, der blev opført af Typografernes Stiftelse i 1903.
- Vi har været husingeniører i 10 år på ejendommen, og jeg ser den tætte kontakt og sparringen med bestyrelsen som meget givende. Min pointe er, at der jo kan gå meget viden tabt, i takt med at der sker til- og fraflytninger og bestyrelserne skiftes ud. Jeg har arbejdet sammen med fem-seks bestyrelser i Boyesgade, og vi er på den måde også blevet en slags vidensbank, siger John Larsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han understreger, at den allerede opbyggede relation - og at bestyrelsen i forvejen vidste, hvad rådgiverne stod for - gav arkitekterne og ingeniørerne et forspring.
- Selvfølgelig skulle vi ud i konkurrence, men via kendskabet til os tror jeg, at andelsboligforeningen følte, de til en vis grad købte sig til en garanti for et vellykket projekt. De følte sig trygge. Andre rådgivere kan jo komme med en lav pris, men det betyder ikke, at man så ved, hvad man får, siger John Larsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Solidt forarbejde gav en københavnsk renovering i mesterklassen
Rådgivervirksomheden Gaihede har stået for styringen af en gennemgribende ansigtsløftning af Vesterbroejendom. Projektlederen understreger vigtigheden af god kommunikation og kontinuitet i arbejdet, så man undgår videnstab