23948sdkhjf

Kig mod Aalborg, Frank Jensen

Haandværkerforeningen opfordrer Københavns overborgmester til at skabe bedre vilkår for at etablere mindre lokale virksomheder

VÆKST København vokser, og nye bydele skyder i vejret på stribe i disse år. Og som et led i den kommunale valgkamp har overborgmester Frank Jensen (A) meldt ud, at han gerne vil se på boligernes størrelse og eksperimentere med måderne, vi bygger og bor på.

Til overborgmesterens udmelding vil jeg tilføje, at tiden også er inde til at se på, hvordan vi kan skabe bedre vilkår for at etablere mindre, lokale virksomheder i byen, der kan servicere borgerne i nærområdet.

Erhvervsboliger som ny boligtype
Derfor er utroligt spændende at se, hvordan Himmerland Boligforening har valgt at introducere en ny boligtype, såkaldte erhvervsboliger, som Licitationen omtalte for nyligt. Boligforeningen har hentet inspiration i tidligere tiders meget udbredte erhvervsform, hvor mange små handlende i de større byer havde butik i forbindelse med deres bolig.

Mindre virksomheder, butikker, et lille snedkerværksted eller håndværksvirksomhed, en skrædder, cykelsmed, frisør, isenkræmmer, dagpleje, webshop eller konsulentvirksomhed, ja selv til en vis grad mindre kontorarbejdspladser, skaber nemlig liv i lokalområdet.

Skab rum til erhvervslivet
I København har politikerne stort fokus på, at der bliver bygget almene boliger - særligt i de nye byområder. Men tankegangen fra Aalborg om at skabe plads til lokale virksomheder, vil klæde de nye byområder i København. Og der skal ikke bare etableres butiks- og kontorlokaler, men også gives mulighed for andre typer småerhverv, værksteder, garager og lager.

Gode vilkår for det lokale erhvervsliv giver mulighed for, at lokale virksomheder kan servicere borgere og erhvervsliv i lokalområdet, samtidig med at det skaber et mere levende og attraktivt miljø med aktivitet hele dagen.

Og når de små virksomheder bliver i kommunen, er det også i højere grad muligt for dem, at tænke i alternative transportformer som for eksempel ladcykler elbiler m.v. Husk på, at jo flere virksomheder I politikere driver ud af byen, des flere biler skal der køre ind hver morgen og ud hver eftermiddag.

Derfor skal der lyde en klar opfordring til overborgmesteren og resten af Københavns politikere til, at skabe rum for et lokalt erhvervsliv for eksempel ved, at der stilles krav om lignende erhvervsboliger i de nye byområder i København.

Et stærkt lokalt erhvervsliv skaber en levende og bæredygtig by. Det ønsker vi alle.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109