REGION HOVEDSTADEN
GENTOFTE
Kunstgræsbaner
Gentofte Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til an ansøgning om en projekteringsbevilling på 1,1 mio. kroner til etablering af fire nye kunstgræsbaner og renovering af tre eksisterende baner. De tre kunstgræsbaner, der skal renoveres, findes hos B1903, HIK og GVI. Der etableres nye kunstgræsbaner hos GVI, på Ordrup Skole, på Bakkegårdsskolen og på Gentofte Skole.
Der er afsat 15,8 mio. kroner til etablering og renovering af kunstgræsbanerne.
Gentofte Kommunalbestyrelse skal også tage stilling til, om der skal anlægsbevilges 3,5 mio. kroner til projektering og anlæg af stiforløb i Bellevue Strandpark.
Stiforløbet er en videreførelse af Helhedsplanen for Bellevue Strandpark, og arbejdet ønskes igangsat efter badesæsonen i år.
REGION SYDDANMARK
KOLDING
Fordelingsledning
Dansk Gas Distribution (DGD) har henvendt sig til Energinet for at finde en løsning til håndtering af overskydende bionaturgas fra bionaturgasanlæggene ved Holsted, Korskro og Ribe. Disse anlæg vil blive tilsluttet DGDs fordelingsnet og den valgte løsning omfatter etablering af en Energinet kompressorstation i St. Andst (Vejen Kommune) og en fordelingsledning fra St. Andst til Pottehuse på cirka 5,4 km. Den nye ledning planlægges anlagt parallelt med eksisterende transmissionsledning mellem Frøslev-Egtved.
Projektet skal godkendes af Kolding Kommune, og Kolding Byråd har sagen på dagsordenen i dag.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
Parkeringspladser
Lokalplan 2.81 for Dagligvarebutik ved Tåstrup Møllevej, Holbæk, er nu vedtaget endeligt, og klagefristen udløber 5. september.
Lokalplanen giver mulighed for, at Lidl kan etablere yderligere 30 parkeringspladser. De nye parkeringspladser etableres mod nord, hvor der i dag ligger et parcelhus. Parcelhuset vil blive nedrevet.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Gentofte, Holbæk og Kolding