23948sdkhjf

Licitationen lancerer nyt eksklusivt arkitektmagasin

Det sker på et tidspunkt, hvor dansk arkitektur og rådgivning er i kraftig vækst, og derfor er det et fint tidspunkt at lancere magasinet, lyder det fra chefredaktøren.

Arkitekter, rådgivende ingeniører og entreprenører får nu et nyt eksklusivt månedsmagasin, der leverer journalistik af høj kvalitet med kraftigt fokus på det lækre visuelle udtryk til målgruppen.

Det er Licitationen – Byggeriets Dagblad, ejet af Nordiske Medier, som står bag det nye magasin, der har fået navnet Arkbyg.

Branchefolk vil nikke genkendende til netop navnet Arkbyg, der har eksisteret i årtier, men de seneste år som en sektion i Licitationen – Byggeriets Dagblads fredagsudgave.

Fremover udkommer Arkbyg som månedsmagasin for arkitekter, rådgivende ingeniører og entreprenører. Første gang fredag 25. august.

Magasinet lanceres på et tidspunkt, hvor danske rådgivere og danske arkitekter har kraftig medvind både på den danske og den internationale scene. Danske tegnestuer har travlt med at etablere nye kontorer i metropoler som bl.a. New York, London, Sydney, Shanghai, osv.

- Vi glæder os over den fremgang, der er i byggeriet, og den stærke interesse, der er omkring dansk bygningsarkitektur, og vi fornemmer en øget opbakning og interesse fra markedet. Derfor tror vi, det er det rigtige tidspunkt for et eksklusivt magasin til denne målgruppe, siger Morten Asmussen, redaktør for Arkbyg og ansvarshavende chefredaktør for Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Arkbyg går i dybden med de væsentligste temaer og tendenser, interviewer branchens markante personligheder, og går i detaljen med beskrivelser af Danmarks mest opsigtsvækkende projekter.

Det er ikke kun arkitekterne, der har vind i sejlene. Det gælder hele branchen. Bygherrer, rådgivere og entreprenører har for alvor rystet kriseårene af sig, hvilket afspejler sig i en fornyet lyst og vilje til at bygge betydningsfulde og markante bygningsværker. Og disse målgrupper er i fokus i magasinet, som altså dækker bredere end blot arkitektur, siger Morten Asmussen.

I første udgave af Arkbyg er der eksempelvis et større interview med Bjarke Ingels, der er på toppen af sin karriere, og som i magasinet fortæller om sine kampe for at få bygherrerne til at droppe frygten og bygge med hjertet. I første nummer kan man desuden læse om Skolereformens indflydelse på skolebyggerier i hele landet, om terrorsikring i byggeriet, et stort portræt af Dorte Mandrup og meget mere.

Magasinet Arkbyg indgår som en del af abonnementet på Licitationen – Byggeriets Dagblad, og vil desuden sælges i særskilt abonnement, hvor man køber kun et fredagsabonnement, hvor Arkbyg medfølger.
brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109