REGION HOVEDSTADEN
HEDEHUSENE
33 Boliger
Høje-Taastrup Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan for Møllehøj i Kallerup, som baner vej for opførelse af 33 nye boliger.
Plan- og Miljøudvalget havde lokalplanforslaget på dagsordenen forleden og anbefaler, at det fremlægges i offentlig høring.
Der vil indenfor området kunne opføres 23 rækkehuse og 10 parcelhuse. Parcelhusene opføres i ét plan med lav taghældning. Rækkehusene opføres i to plan med en bygningshøjde på cirka 10 meter.
De eksisterende gårdlænger til den gamle gård, Møllehøj, samt en del store egetræer og asketræer blandt andet langs med Bækstien omfattes af bevaringsbestemmelser.
HØJE TAASTRUP
Etageboliger, rækkehuse og butikker
Plan- og Miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune besluttede forleden at anbefaler en endelig vedtagelse af lokalplan og kommuneplantillæg for boligbebyggelse ved Skjeberg Alle i Høje Taastrup.
Planerne udlægger området mellem Skjeberg Allé og Høje Taastrup Boulevard til helårsbeboelse med mulighed for at opføre op til 37.000 kvm etageboliger og rækkehuse, 750 kvm til butikker og 1.250 kvm til andre lokale formål.
REGION SJÆLLAND
FAXE
Idrætshal ved Bavneskolen
Center for Plan & Miljø i Faxe Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan 1100-53 for en del af Dalby midtby, og der skal nu tages stilling til planforslagets udsendelse i offentlig høring.
Hovedmålet med lokalplanen er at overføre området til byzone og at åbne mulighed for en ny idrætshal ved Bavneskolen og for et regnvandsbassin vest for Sønder Dalby Kirke.
Dalby Gymnastik og Idrætsforening har de senere år arbejdet med planer om en ny idrætshal i forlængelse af den eksisterende hal ved Bavneskolen. Foreningen oplever kapacitetsproblemer i den eksisterende hal og ønsker samtidig mere tidssvarende omklædningsfaciliteter m.v. for både skolebørn og byens idrætsudøvere.
Endelig har Faxe Forsyning afsat midler til klimatilpasning i Dalby. Midlerne skal gå til separering i bymidten samt til bassiner til forsinkelse af regnvand.
Det indstilles, at planforslaget sendes i offentlig høring i fire uger.
GREVE
Sammenbygning af børnehave og vuggestue
Greve Kommune har afsat 7,5 mio. kroner til at sammenbygge og renovere Åsagergård Børnehave og Vuggestue fordelt med 1,5 mio. kroner til rådgiver i 2017 og seks mio. kroner til sammenbygningen i 2018.
Sammenbygningen betyder, at der kan etableres 18 ekstra vuggestuepladser.
Sammenbygningen vil indeholde ny hovedindgang, forbindelsesgang, grupperum med tilhørende faciliteter såsom garderobe, toilet, depot og stillerum på i alt cirka 180 kvm. Ved at øge med cirka 140 kvm vil der kunne etableres ekstra cirka 27 børnehavepladser eller 18 vuggestuepladser.
En realisering af planen forudsætter en dispensation fra Lokalplan 13.08A, hvilket anbefales af Børne- og Ungeudvalget.
Der er indhentet tilbud og skrevet kontrakt med rådgiver, som skal projektere og udbyde anlægsopgaven i en hovedentreprise ved indbudt licitation.
Ifølge planen holdes der licitation i november måned, hvorefter byggeopgaven udføres i perioden fra januar til oktober næste år.
REGION SYDDANMARK
BOGENSE
Udbygning af Fyns Bilsalg
Økonomiudvalget i Nordfyns Kommune skal på sit møde i morgen tage stilling til, om Kommuneplantillæg nr. 21 samt Lokalplan 2017-6 - Erhvervsområde ved Odensevej syd for Bogense skal vedtages endeligt.
Baggrunden for planændringen er en ansøgning fra Fyns Bilsalg, som ønsker at udvide eksisterende etageareal.
REGION MIDTJYLLAND
SKANDERBORG
Erhvervsområde
Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune anbefaler, at der lokalplanlægges for et nyt erhvervsområde ved Christiansmindevej i Skanderborg.
Skanderborg Maskinforretning og Hjallerup Maskinforretning har bedt om planlægning for et nyt erhvervsområde - Skanderborg Erhvervspark. Ejerne ønsker arealet planlagt til liberalt erhverv.
Arealet er ikke kommuneplanlagt, hvorfor der ifølge planloven skal være en forudgående offentlighed med indkaldelse af ideer, forslag og bemærkninger til planlægningen.
SKANDERBORG
Etageboliger
Gorm Schmidt Invest Aps har ansøgt om igangsætning af lokalplan for ejendommen Banegårdsvej 42 i Skanderborg med henblik på opførelse af etageboligbyggeri.
Skanderborg Kommune har i den forbindelse gennemført en foroffentlighedsfase.
Herefter indstiller Stabschefen for Kultur, Borgere og Planlægning, at høringssvarene fra foroffentlighedsfasen tages til efterretning, og at planlægningen igangsættes med udgangspunkt i ansøgers ønsker til byggeriet.
REGION NORDJYLLAND
ØSTER HORNUM
Udbygning af Øster Hornum Hallen
Rebild Kommune har modtaget en henvendelse fra en arbejdsgruppe i Øster Hornum, der arbejder på en udvidelse af Øster Hornum Hallen.
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede projektet forleden og besluttede at oversende arbejdsgruppens ansøgning om støtte til projektet til budgetforhandlingerne.
Projektet er døbt MeNaTeket og består af et multiaktivitetshus, som fysisk består af eksisterende hal sammen med en nytilbygning.
Der arbejdes med en ny tilbygning på 2500 kvm, og projektplanerne indeholder blandt andet spring- og multihal, en bevægelsessal og et varmtvandsbassin med mulighed for adgang til udendørs finsk sauna og vildmarksbad.
Arbejdsgruppen estimerer projektet til at koste samlet cirka 30 mio. kroner eksklusive moms og søger om et tilskud fra Rebild Kommunes Byråd på 12 mio. kroner samt om en låneoptagelse med kommunegaranti på 10 mio. kroner. Endvidere planlægger arbejdsgruppen med en lokal indsamling samt tilskud fra fonde og støttelån fra erhvervsdrivende.
HAVERSLEV
Udbygning af Haverslev Hallen
Rebild Kommune har modtaget en henvendelse fra en arbejdsgruppe i Haverslev, der arbejder på at få moderniseret og udvidet Haverslev Hallen.
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede projektet forleden og besluttede at oversende arbejdsgruppens ansøgning om støtte til projektet til budgetforhandlingerne.
Haverslev hallen er en traditionel hal, der trænger til en modernisering og et løft både rammemæssigt og indholdsmæssigt, og det er blandt andet meningen, at det skal blive muligt at dyrke fitness og spinning i hallen. Det er blandt andet planen at bygge en ny Hal 1, et fitnesslokale og et spinningrum.
Den lokale arbejdsgruppe estimerer et anlægsbudget på cirka 22 mio. kroner, og har søgt Rebild Kommune om 10 mio. kroner.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hedehusene, Høje Taastrup, Faxe, Greve, Bogense, Skanderborg, Øster Hornum og Haverslev