REGION HOVEDSTADEN
HEDEHUSENE
Fjernvarmeforsyning
Efter henvendelse fra ældreboligerne på Teglstenen i Hedehusene har Høje Taastrup Fjernvarme søgt om tilladelse til at konvertere varmeforsyningen til boligerne fra naturgas til fjernvarme, og Plan- og Miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune besluttede forleden at anbefale den ønskede konvertering.
HMN Gasnet P/S har fremsendt høringssvar og blandt andet anført, at projektforslaget ikke bør godkendes i sin nuværende form, da det ifølge HMN ikke udviser et robust samfundsøkonomisk overskud. Sagen fremlægges derfor for Byrådet til endelig beslutning.
BRØNDBY
Nedrivning
På Brøndby Kommunalbestyrelses møde i morgen fremlægger Teknisk Forvaltning en anmodning fra boligorganisationerne Brøndby Almennyttige Boligselskab, Postfunktionærenes Andelsboligforening og Den selvejende institution Tranemosegård om at igangsætte udarbejdelse af en lokalplan, der muliggør nedrivning af fem højhuse i Brøndby Strand Parkerne.
I forbindelse med renovering af højhusene i Brøndby Strand Parkerne er der konstateret PCB miljøgift i fem af højhusene. Da beløbet til renovering inklusive PCB-sanering overstiger det beløb, som Landsbyggefonden har mulighed for at støtte økonomisk, har boligorganisationernes styregruppe indstillet, at der skal arbejdes videre med et nedrivningsscenarie.
Forvaltningen foreslår, at forvaltningen igangsætter arbejdet med en lokalplan, der muliggør en nedrivning af de fem højhuse, der indeholder PCB miljøgifte. Forslaget bakkes op af Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
Parkeringspladser
Lokalplan 2.81 for Dagligvarebutik ved Tåstrup Møllevej, Holbæk, er nu vedtaget endeligt, og klagefristen udløber 5. september.
Lokalplanen giver mulighed for, at Lidl kan etablere yderligere 30 parkeringspladser. De nye parkeringspladser etableres mod nord, hvor der i dag ligger et parcelhus. Parcelhuset vil blive nedrevet.
FAXE LADEPLADS
Udvidelse af lystbådehavn
Der er udarbejdet forslag til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan, som skal gøre det muligt at udvide lystbådehavnen i Faxe Ladeplads samt etablere rekreative faciliteter og kystsikring både på og ud for sydstranden mellem lystbådehavnen og Faxe ås udløb i Faxe Bugt.
Erhvervs- og Kulturudvalget og Økonomiudvalget anbefaler, at forslagene offentliggøres.
Planen skal sammen med øvrige tiltag styrke turismen i kommunen og regionen.
NÆSTVED
Fjernvarmeforsyning
Teknisk udvalg i Næstved Kommune har godkendt et projektforslag for fjernvarmeforsyning af nye boligområder nord for Halfdan Rasmussens Vej og syd for Baunehøj som ansøgt af Næstved Varmeværk.
Godkendelsen omfatter i hovedtræk etablering af fjernvarmeledninger i de udlagte boligområder nord for Halfdan Rasmussens Vej og ved Fællesejevej syd for Baunehøj og etablering af forsyningsledning fra eksisterende fjernvarmenet ved Chr. Winthers Vej.
Projektforslaget er udarbejdet på baggrund af en forespørgsel fra bygherre, som forventer at gå i gang med at bygge næste år.
RINGSTED
Åbning af Amtstue Allé
I forbindelse med ombygning af Margrethegården og Torveprojektet i Ringsted er der ønske om, at Amtstue Allé åbnes for trafik fra Nordre Ringvej via Parkstræde til Nørregade, og forskellige løsningsforslag - ensrettet eller dobbelrettet trafik for eksempel - har været diskuteret.
Direktionen indstiller nu, at Amtstue Allé åbnes for dobbeltrettet trafik med personbiler og varevogne op til 3.500 kg på strækningen fra Nordre Ringvej til Parkstræde, og at der gives en anlægsbevilling på 2,6 mio. kroner til anlægsprojektet.
Klima- og Miljøudvalget behandler sagen den 29. august, men den endelig beslutning træffes af byrådet på et senere tidspunkt.
REGION MIDTJYLLAND
RY
Fjernvarme
Projektforslag for fjernvarmeforsyning af Kildebjerg Øst i Ry og projektforslag for fjernvarmeforsyning af Vessøvænge i Ry har været i to gange fire ugers offentlig høring og begge fremsendes nu til endelig godkendelse i Skanderborg Byråd med anbefaling fra Miljø- og Planudvalget.
Den ekstra høring skyldes, at Energistyrelsen under den første høringsperiode udkom med nye beregningsforudsætninger, og ved den endelige godkendelse skal beregninger være med de nyeste tal.
De nye beregningsforudsætninger ændrer en smule på tallene, men ikke på konklusionen om, at fjernvarme fra Ry Varmeværk A.m.b.a. er både samfundsøkonomisk og brugerøkonomisk bedre end individuel varme med luft-vand varmepumper, som i dag er det billigste alternativ.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Hedehusene, Brøndby, Holbæk, Faxe Ladeplads, Næstved, Ringsted og Ry