23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Lyngby, Hvidovre, Brøndby, Møns Klint, Slagelse, Aabenraa, Marslev, Haderslev og Sæby

REGION HOVEDSTADEN

LYNGBY

Udbygning af skole
Børne- og Ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune har udbygningen af Lundtofte Skole og Kulturcenter på dagsordenen på dagens møde, hvor der skal tages stilling til byggeprogram, udbud og vision.

Arkitektfirmaet Årstiderne og kommunens bygherrerådgiver Niras har beregnet anlægsøkonomien i projektet til godt 89 mio. kroner.

Projektet omfatter blandt andet ombygning og modernisering af den eksisterende hovedbygning og opførelse af en ny tilbygning i to etager i skolegården, som skal indeholde fælles faciliteter og en stor multisal.

Desuden skal de eksisterende gymnastiksale moderniseres, og bade- og omklædningsfaciliteter ombygges. Toiletterne fjernes fra gangarealerne og samles i en toiletkerne i alle tre etager, og der etableres mekanisk ventilation m.m.

Når byggeprogrammet er godkendt, gennemføres der et EU-udbud af totalrådgiveropgaven, og forvaltningen forventer, at der kan skrives kontrakt med totalrådgiveren i slutningen af februar 2018. Selve byggeopgaven forventes at blive sendt i udbud som hovedentreprise i efteråret 2018, således at resultatet af hovedentrepriseudbuddet kan fremlægges til politisk behandling i marts 2019.

HVIDOVRE

Istandsættelse af klubhus
Kultur- og Fritidsudvalget i Hvidovre Kommune anbefaler, at kommunen overtager Hvidovre Roklubs klubhus, og at der gives en anlægsbevilling på 2,2 mio. kroner til istandsættelse af klubhuset

Klubhuset trænger blandt andet til at få istandsat/udskiftet vinduer, tag, tag, toiletter, omklædningsrum og træbeklædningen. Foreningen har ikke selv økonomi til at afholde renoveringsudgifterne i klubhuset og har derfor anmodet Hvidovre Kommune om en kommunal overtagelse af huset. 

BRØNDBY

900 boliger
Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune anbefaler, at forslag til lokalplan for Kirkebjerg Søpark 5 og Kirkebjerg Parkvej 7 godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Formålet med den nye Lokalplan 243 er at gøre det muligt for ejeren at opføre 300 boliger i fire-otte etager i området.

Ligeledes anbefaler udvalget, at forslag til Lokalplan 247 for Stationsparken godkendes og fremlægges i otte ugers offentlig høring.

Formålet med Lokalplan 247 er at give ejeren mulighed for at bygge 600 boliger i fire-otte etager i området samt en dagligvarebutik ud mod Søndre Ringvej.

REGION SJÆLLAND

MØNS KLINT

Hotelprojekt
Vordingborg Kommune har modtaget ansøgning om et nyt hotelprojekt på Hunosøgård ved Møns Klint Camping.

Vordingborg Kommune vedtog i 2015 lokalplan for et renoveringsprojekt på det tidligere vandrehjem Hunosøgård. Lokalplanen sætter rammerne for en renovering af hovedbygningen, og hvordan der kan bygges til i respekt for den oprindelige bygning.

Lokalplanen er lavet specifikt til det konkrete projekt, som skulle gennemføres med støtte fra Realdania.

Det har imidlertid efterfølgende vist sig, at hovedbygningens tilstand er dårlig, hvorfor denne nu ønskes nedrevet. I stedet ønskes opført en længebygning i to etager og med træbeklædning.

Det nye projekt kræver en ny lokalplan, men da det på flere måder er meget lig det tidligere projekt, vil lokalplanprocessen kunne gennemføres med kortere høring i overensstemmelse med nye muligheder i planloven.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden at igangsætte en lokalplanproces for det ændrede projekt og at fastsætte høringsperioden til to uger.

SLAGELSE

Opførelse af dagligvarebutik
Lokalplan 1174, Dagligvarebutik på Jordbærvej, Slagelse indstilles nu til endelig politiske vedtagelse.

Lokalplanen giver mulighed for etablering af en enkeltstående butik til forsyning af det lokale opland. Der må opføres en dagligvarebutik på 1000 kvm.

Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune anbefaler en endelig vedtagelse.

REGION SYDDANMARK

AABENRAA

Udbygning af Ensted Idrætscenter
Kultur- og Fritidsudvalget i Aabenraa Kommune har besluttet at anbefale byrådet at stille jord vederlagsfrit til rådighed til udvidelse af den selvejende institution Ensted Idrætscenter.

Den planlagte udvidelse indeholder et fleksibelt møderum på cirka 95 kvm, et aktivitetsrum på cirka 200 kvm, et multirum på cirka 160 kvm, et nyt handicaptoilet samt et handicapvenligt indgangsparti med overdækning på 45 kvm.

Ensted Idrætsanlæg har estimeret anlægsbudgettet til 7,4 mio. kroner og søger Aabenraa Kommune om en kommunegaranti på 5,6 mio. kroner til dækning af lånebehovet i projektet. Den øvrige anlægsfinansiering søges fremskaffet via egenkapital, fonde, indsamlinger og sponsorater.

En godkendelse af et lån eller lånegaranti vil være betinget af, at der i budget 2018-2021 findes finansiering hertil.

Udvalget anbefaler, at sagen oversendes til Økonomiudvalget med henblik på behandling i forbindelse med budgetlægningen for 2018-2021.

AABENRAA

Tilbygning til skole
Teknik- og Miljøudvalget i Aabenraa Kommune har givet Deutsche Privatschule Apenrade tilladelse til at tilføre en tilbygning yderligere to etager.

Skolen fik i oktober 2016 byggetilladelse til opførelse af en tilbygning i en etage, og skolen har nu modtaget ekstra midler, som muliggør, at tilbygningen udvides med yderligere to etager.

MARSLEV

Erhvervsbyggeri
Miljø- og Teknikudvalget i Kerteminde anbefaler, at forslag til kommuneplantillæg 37 - Marslev Stationsby fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Kerteminde Kommune har modtaget en ansøgning om udstykning med henblik på opførelse af erhvervsbyggeri på ejendommen Vinkelvej 21, Marslev, og skal ansøgningen imødekommes, er det nødvendigt med et tillæg til kommuneplanen.

HADERSLEV

Renovering af badeværelser
HAB har fremsendt ansøgning om godkendelse af låneoptagelse og lejeforhøjelse i forbindelse med renovering af badeværelse og altaner i afdeling 16 til Haderslev Kommune.

Boligselskabet bruger knap 3,4 mio. kroner til renovering af badeværelser og knap 1,6 mio. kroner til renovering og udvidelse af altaner.

Økonomiudvalget i Haderslev kommune behandler ansøgningen på sit møde den 21. august. 

REGION NORDJYLLAND

SÆBY

Opførelse af dagligvarebutik
Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune anbefaler, at Forslag til lokalplan SAE.C.04.01.01, Dagligvarebutik ved Nordens Allé i Sæby og et tilhørende kommuneplantillæg fremlægges i offentlig høring.

Opførelsen af en dagligvarebutik på 1.200 kvm ved Nordens Allé er i overensstemmelse med den moderniserede Planlov, Folketinget har vedtaget, og som trådte i kraft den 15. juli 2017.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.234|instance-web01