23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Birkerød, Nærum, Måre, Voel, Holstebro, Hadsten og Aalborg

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN

Butikscenter og boliger
Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget i Københavns Kommune skal nu tage stilling til, om der skal udarbejdes forslag til lokalplan "Gadelandet I" på baggrund af den foreliggende startredegørelse.

Bygherre ønsker at opføre et kombineret byggeri, hvor der i stueplan etableres butikscenter, der sammenbygges med en eksisterende detailhandelsbutik på Frederikssundsvej. På tagdækket etableres detailhandel, serviceerhverv og boliger med offentligt tilgængelige friarealer. Realisering af projektet forudsætter kommuneplantillæg samt ændring af lokalplanen.

Det nye byggeri får et samlet bruttoetageareal på 31.185 kvm, hvoraf de 23.285 kvm bliver erhverv, mens 7.900 kvm indrettes til boliger. Der etableres cirka 8.000 kvm friareal på tagdækket.

Når Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget har godkendt startredegørelsen, sættes planarbejdet i gang. Forvaltningerne forventer at forelægge forslag til lokalplan med kommuneplantillæg og udkast til udbygningsaftale med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen ultimo 2017, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger. Planerne ventes endeligt vedtaget før sommerferien 2018.

Sagen er på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden på mandag.

BIRKERØD

Renovering af almene boliger
Boligselskabet Birkebo, afd. 2 - Bellisbakken i Birkerød har søgt Rudersdal Kommune om godkendelse af Skema A i forbindelse med en større renoveringssag.

Bellisbakken er opført i 1959 med 178 boliger og et samlet etageareal på i alt 13.731 kvm.

Boligerne er i et plan med en lille have eller terrasse tilknyttet boligen. Boligerne er opført i gasbeton og build-up tage med tagpapbelægning, og afdelingen har gennem en årrække haft store udfordringer med fugt og skimmelsvamp i boligerne, der er forårsaget af ringe isolering af murværk og tag samt manglende omfangsdræn.

I samarbejde med Danakon er der udarbejdet et projektforslag for afdelingen, ifølge hvilket der skal etableres omfangsdræn, efterisoleres tage, etableres mekanisk ventilation med varmegenvinding i boligerne, etableres målerbrønd inklusive vandmålere og etableres indvendige luftfugtsmålere.

De samlede renoveringsomkostninger er anslået til 154.639.000 kroner.

Renoveringsarbejdet sættes ifølge planerne i gang i foråret 2018. Renoveringsperioden forventes at være cirka 23 måneder.

Sagen behandles i Byplanudvalget i dag.

NÆRUM

Erhvervsbygning
Brüel og Kjær, der ejer og driver virksomhed på Skodsborgvej i Nærum, ønsker at forny deres administrative faciliteter, herunder arealer til kontorformål, kantine og andre fællesfaciliteter.

Brüel og Kjær foreslår at nedrive en del af den eksisterende bebyggelse og opføre en ny erhvervsbygning mod Skodsborgvej. På parkeringsarealet mod Skodsborgvej foreslås opført en ny domicilbygning til erstatning for bygningen, der ønskes nedrevet. Det nye domicil ønskes opført i fire fulde etager med rejste tage og med en volumen på cirka 7.500 etagemeter.

For at forbinde den eksisterende bebyggelse og det nye domicil foreslås etableret en ny kantine mellem de to bygninger.

På den nordlige del af matriklen foreslår Brüel og Kjær udstykket et areal på cirka 5.400 kvm til en byggegrund til opførelse af et nyt byggeri. Byggeriet foreslås opført i op til fire etager og anvendt til blandet bolig og erhverv og mulighed for boliger.

Det er en forudsætning for realiseringen af projektet, at der udarbejdes en ny lokalplan og et kommuneplantillæg, og om det skal ske, skal Byplanudvalget tage stilling til i dag. 

REGION SYDDANMARK

MÅRE

Fire parcelhuse
Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune anbefaler, at Lokalplan nr. 277 for boliger på den tidligere børnehavegrund i Herrested-Måre, Damgårdsvænget 7, Ørbæk vedtages endeligt.

Lokalplanen er udarbejdet for at muliggøre en omdannelse af den tidligere børnehave på Damgårdsvænget 7 til boligformål, og der bliver plads til fire parcelhuse - tre på den tidligere børnehavegrund og en på en allerede udstykket grund. 

REGION MIDTJYLLAND

VOEL

Tæt-lave boliger
Plan, Miljø og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune har vedtaget Lokalplan 32-007 Boligområde ved Haraldsvej i Voel endeligt

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra grundejer om at udnytte Haraldsvej 21 til tæt-lav boligbebyggelse, og den giver mulighed for at opføre 27 boliger med et tilhørende fælles grønt friareal.

HOLSTEBRO

Produktions- og lagerhal
Der har igennem længere tid været en dialog mellem Kastrup Vinduer - Mejrup Moseby og Holstebro Kommune om en udvidelse af virksomheden, og der foreligger nu et ønske fra virksomheden om at etablere en ny produktions- og lagerhal på 5.000 kvm i tilknytning til den eksisterende virksomhed.

Der skal udarbejdes lokalplan og tillæg til kommuneplanen, som skal indledes med en indledende debatperiode på 14 dage, hvis byggeplanerne skal gennemføres, vurderer forvaltningen.

Økonomiudvalget tager stilling i sagen i dag.

HADSTEN

Opførelse af etageboliger
Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune havde Lokalplan nr. 374 - Etageboliger på Egevej i Hadsten på dagsordenen forleden, hvor det blev besluttet at indarbejde en række ændringer som følge af de indkomne høringssvar og derefter sende lokalplanforslaget i 14 dages supplerende høring.

Formålet med lokalplanen er at åbne mulighed for en bygningsmæssig fortætning i Hadsten midtby og for en fornyelse med et moderne byggeri. Lokalplanen tager afsæt i et ønske fra ejeren af størstedelen af lokalplanområdet om at opføre en etageboligbebyggelse. Lokalplanen åbner mulighed for at opføre en sammenhængende boligbebyggelse i tre etager langs Egevej og på hjørnet af Egevej og Bøgevej. Den nye bebyggelse vil indeholde 20 boliger i varierende størrelse og et fælles friareal for nye og eksisterende boliger i form af et centralt grønt gårdrum.

REGION NORDJYLLAND

AALBORG

Ombygning af ældreboliger til familieboliger
Aalborg Byråd har godkendt et renoveringsprojekt og tilhørende helhedsplan for Viva Boligs afdeling 20 i Absalonsgade 9 i Aalborg. Samtidig blev renoverings- og ombygningsudgiften på 20.045.757 kroner godkendt.

Afdelingen består af pleje- og ældreboliger, der står tomme, efter at beboerne er flyttet til Birkebo plejeboliger. Byggeriet er taget i brug i 1997 og fremstår i god stand.

Den planlagte renovering skal reducere antallet af boliger fra 32 pleje- og ældreboliger til 30 familieboliger og sammenlægge otte et-rums boliger til to-rums boliger. Der skal etableres altaner på 17 boliger og der skal etableres ventilation med varmegenvinding i alle boliger. De fremtidige boliger vil variere i størrelse fra cirka 47 kvm til 93 kvm.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.11|instance-web03