Det er ikke kun den nært forestående sommerferie, der bringer optimismen frem hos dørproducenten Multi-Tek A/S i Randers.
Ordrebøgerne bliver fyldigere og især erhvervsbyggeriet er på vej tilbage mod før-finanskrise-niveau.
- Vi får flere ordrer, end for et år siden. Erhvervsbyggeriet har længe ligget ned og nu er der ved at komme gang i det igen, fortæller virksomhedens direktør, Lars Torp Jensen.
Senere opsving
Multi-Tek A/S, der siden etableringen i 1988 har leveret døre, porte, glaspartier og karme i stål til mange forskellige industrier og byggeprojekter, havde i regnskabsåret 2015-2016 en fremgang på årsresultatet på over to mio. kroner - fra 2,6 mio. kroner til 4,7 mio. kroner.
- Vi kan godt mærke en spirende optimisme - også selv om erhvervsbyggeriet ikke buldrer derudaf som boligbyggeriet. Derfor forventer jeg også, at den stigende efterspørgsel vil fortsætte næste år. Levering af døre og porte ligger sent i byggeprocessen, så vi vil mærke opsvinget senere end andre. Derfor kan vi heller ikke se nogen stigning i omsætningen endnu, siger Lars Torp Jensen.
Danmark trækker væksten
For Multi-Tek er det alene hjemmemarkedet, der vil trække væksten, forklarer direktøren.
- Vi leverer primært til det danske marked. Når vi har ordrer, der skal ud af landet, så er det, når danske kunder tager vores produkter med. For en virksomhed som vores er det svært at eksportere, fordi der er så mange forskellige krav på tværs af landegrænser, siger Lars Torp Jensen.
Virksomheden består i dag af 80 medarbejdere.
Dør-producent: Vi mærker en spirende optimisme
Der er igen ved at være gang i erhvervsbyggeriet og det giver tro på vækst i virksomheden Multi-Tek