23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Vanløse, København, Nimtofte, Lemvig, Thisted, Snedsted, Vestervig, Hanstholm, Hjørring og Lendum

REGION HOVEDSTADEN

VANLØSE

Etablering af ny musikscene
Kulturstationen Vanløse har fået mulighed for at overtage cirka 285 kvm i forlængelse af de nuværende lokaler ved Vanløse station.

Overtagelsen af de ekstra kvadratmeter på første sal vil give mulighed for at etablere et multifunktionelt rum til musikscene, indrette teaterfaciliteter og forbedre logistikken. Den maksimale kapacitet forøges derved fra 150 til 250 koncertgængere. Ligeledes er det meningen at indrette fleksible teaterfaciliteter og i øvrigt lade lokalerne indgå i husets almindelige udlejningsvirksomhed.

Den samlede udgift til projektet forventes at udgøre cirka 9,7 mio. kroner, og heraf vedrører 5,2 mio. kroner selve anlægsprojektet.

Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune besluttede på sit seneste møde at henvise sagen til forhandlingerne om Budget 2018. Det nye lejemål kan overtages til årsskiftet 2017/2018.

KØBENHAVN

Modernisering af Ryparkens Idrætsanlæg
Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune drøftede på sit seneste møde et forslag til helhedsrenovering og modernisering af Ryparkens Idrætsanlæg og besluttede, at der bør udarbejdes et budgetnotat med en ramme på 52 mio. kroner, og at det konkrete projekt udarbejdes i samarbejde med lokaludvalgene.

Ryparkens Idrætsanlæg rummer blandt andet kunstgræsbaner, haller til badminton, tennis, håndbold og fægtning. Der er mange daglige brugere, hvilket medfører stort slid på bygninger og anlæg. Der er derfor et stort behov for renovering og genopretning af både indvendige og udvendige bygningsdele og installationer. Idrætshallerne fremstår med nedslidte og algebelagte facader og ovenlysvinduer. Driftsbygning, toiletbygninger samt omklædningsrum fremstår tillige med meget nedslidte overflader og trænger til både indvendig og udvendig genopretning/renovering.

Den eksisterende garagebygning er så slidt, at den rives ned og efterfølgende genetableres.

Der etableres en ny og mere synlig indgang til anlægget med forbedrede adgangs- og fordelingsforhold samt forsamlingslokale. Dertil kommer en revitalisering af udearealer med fokus på brugervenlighed.

REGION MIDTJYLLAND

NIMTOFTE 

Udvidelse af Djurs Sommerland
Syddjurs Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 402 Rekreativt område til forlystelsesparken Djurs Sommerland ved Nimtoft endeligt.

Djurs Sommerland har ansøgt Syddjurs Kommune om fornyet lokalplanlægning for henholdsvis forlystelsesparken samt for et område til feriepark i umiddelbar tilknytning til forlystelsesparken. Denne lokalplan omfatter forlystelsesparken.

Lokalplanen giver blandt andet mulighed for, at der kan etableres forlystelsesanlæg med en højde på cirka 35-40 meter over naturligt terræn, og at seks forlystelsesanlæg indenfor en del af parken kan etableres med en højde på cirka 55-60 meter over naturligt terræn.

LEMVIG

Områdefornyelse
Lemvig Kommune har afsat otte mio. kroner inklusive statslige midler til renoveringstilskud og nedrivning i forbindelse med områdefornyelsen i Lemvig Midtby.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden at give et samlet tilskud på 1.271.376 kroner til renovering af i alt ni ejendomme beliggende i henholdsvis Frederiksgade, Bakkevej, Ågade, Torvet og Weibelsgade.

REGION NORDJYLLAND

THISTED

Varmeforsyning
I/S Kraftvarmeværk Thisted har bedt Thisted Kommune stille garanti til lån i Kommunekredit, som skal bruges til at levetidsforlænge værkets nuværende forbrændingsovn fra 1991, så man kan sikre en stabil og kontinuerlig drift af anlægget de næste 20 år. Der er brug for en investering på cirka 35 mio. kroner i anlægget, hvilket er under 10 procent af, hvad en ny lignende enhed koster.

Thisted Kommunalbestyrelse besluttede forleden at imødekomme ansøgningen.

SNEDSTED

Ombygning af klasseværelser
Thisted Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget 300.000 kroner til ombygning af klasseværelser på Snedsted Skole.

Klasseværelserne på skolen er cirka 60 kvm store, og de skal bygges ud til en størrelse på 90 kvm.

VESTERVIG

Etablering af friluftsscene
Vestervig Håndværker- & Borgerforening har søgt Thisted Kommune om en medfinansiering på 250.000 kroner til etablering af en stor overdækket friluftsscene "Klosterscene" i Klosterparken i Vestervig.

Vestervig Håndværker- & Borgerforeningen ønsker at opføre Klosterscenen sammen med et tilstødende velfærdshus i østsiden af Klosterparken i Vestervig.

Anlægsprojektet består af en scene i cirkeludsnit på 150 grader med cirka 100 kvm scenegulv og cirka 130 kvm backstage samt et velfærdshus på cirka 190 kvm i grundplan.

Det samlede anlægsbeløb for opførelsen af Klosterscenen og Velfærdshus vil være 3.892.000 kroner inklusive moms.

Thisted Kommunalbestyrelse besluttede forleden, at ansøgningen bliver del af budgetforhandlingerne for 2018, og at en eventuel bevilling frigives, når den samlede finansiering er afklaret.

HANSTHOLM

Etablering af højskole
Efter positiv dialog med en stor dansk fond har Thy Højskole søgt Thisted Kommune om 250.000 kroner fra medfinansieringspuljen til at forberede og udarbejde en fondsansøgning med henblik på etablering af højskole på en grund i Hanstholm, som Thisted Kommune har stillet til rådighed.

Thisted Kommunalbestyrelse har besluttet at imødekomme ansøgningen.

HJØRRING

Opførelse af dagligvarebutik
Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan for et areal på ved Hestkærvej og Frederikshavnsvej i Hjørring, som skal bane vej for etablering af en ny dagligvarebutik i området. Som udgangspunkt drejer det sig om en butik på 1200 kvm med tilhørende indretning af parkeringspladser og vareindlevering.

Udvalget har ligeledes godkendt, at der udarbejdes nyt plangrundlag for en ny udvalgsvarebutik på cirka 7000 kvm på en ubebygget grund på Frederikshavnsvej i Hjørring mellem et eksisterende byggemarked og en autoforhandler.

LENDUM

Indkøb af stole og borde
Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune har besluttet at imødekomme en ansøgning fra Lendum Kultur- og Borgerhus om et tilskud til indkøb af nye stole og borde til Lendum Kultur- og Borgerhus.

Foreningen Kultur- og Borgerhus har gennem det seneste halvandet år renoveret det 118 år gamle Lendum Kultur- og Borgerhus, og foreningen ønsker at udskifte stole og borde for at fuldende renoveringen, men har ikke den fornødne økonomi til det.

Foreningen har søgt kommunen om et tilskud på 154.000 kroner, og det er blevet delvist imødekommet, idet foreningen får 125.000 kroner fra de kommunale matchningsmidler til udviklingsprojekter i landdistriktet. 

BREAKING
{{ article.headline }}
0.079|instance-web01