- For Frederiksberg Kommune er det interessant, at byggeriet er nået til tiden, og at det har holdt sig inden for budgettet - endda selv om byggestarten blev en smule forsinket af et andet kommunalt projekt på nabogrunden. Det kendetegner OPS (Offentlig-Privat Samarbejde, red.): Tiden og økonomien holder, fordi virksomheden først får penge, når svømmehallen er færdig. For os har der ikke været tale om et detaljeret udbud, men nærmere et funktionsudbud, siger servicedirektør Bjørn Thomsen fra Frederiksberg Kommune til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
En tilsvarende melding lyder fra Søren Larsen, adm. direktør for Gribskov Gruppen, der har stået for byggeriet og skal drive svømmehallen de næste 20 år:
- Der er bygget på budget og på tid. Det skyldes god planlægning, en god indsats fra underentreprenørerne, et godt samarbejde med Frederiksberg Kommune og en velforberedt aftale.
Kommunen var ellers lidt nervøs for små tre år siden, da kun én virksomhed stillede op til prækvalifikation.
- Vi drøftede det nøje med Dansk Byggeri, men det at bygge svømmehaller er svært, fortæller Bjørn Thomsen.
Blod på tanden
Frederiksberg valgte derfor at gå videre med Gribskov Gruppen, der oprindeligt er ejendomsselskab og projektudvikler, men gradvis har skiftet fokus til svømmehaller og dengang havde aftalt at bygge og drive en hal i Randers.
Siden har kommunen fået så meget blod på tanden, at foreløbig to lignende samarbejder er på vej: Dels en stor p-kælder, dels en kommende kultur- og musikskole.
Bedre samarbejde og billigere drift
OPS-modellen for Flintholm Svømmehal har sikret et effektivt byggeforløb og en optimal fremtidig drift, mener både Frederiksberg Kommune og Gribskov Gruppen