Generelt er it-modenheden blandt håndværks- og entreprenørvirksomheder stigende.
Det viser både den årlige it-analyse som Dansk Byggeri gennemfører blandt medlemmerne, samt den årlige it-konkurrence som Mester Tidende og Licitationen-Byggeriets Dagblad står for og ikke mindst Dansk Byggeri årlige it-messe.
Messen, som løb af stablen først på året blev besøgt af mere end 600 interesserede håndværksmestre og entreprenører.
Ifølge direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, har mange håndværks- og entreprenørvirksomheder allerede implementeret it-værktøjer til at understøtte de mest simple behov som tidsregistrering og kvalitetssikring.
- Noget af det som allerede præger it-udviklingen er den øgede opmærksomhed omkring sikkerhed og strammere styring af adgang til data. For der er ingen tvivl om at it er en god idé for håndværks- og entreprenørvirksomheder - det viser erfaringerne, men der er til gengæld heller ingen tvivl om, at it-værktøjer skaber nye udfordringer i form af større sårbarhed.
Sikkerhed bliver derfor sat endnu mere på dagsorden på næste års it-messe. Det gælder både håndværks- og entreprenørvirksomhedernes egen sikkerhed, men også sikkerheden hos de it-leverandører, der opbevarer virksomhedernes kritiske data, siger Michael H. Nielsen.
Markedet er modnet
Det er den uvildige it-rådgiver Basit, som igen står for at sætte holdet af udstillerne på Dansk Byggeris it-messe i 2018, som holdes i Taastrup den 6. februar og Aarhus den 7. februar.
- Markedet for it-værktøjer målrettet byggebranchen er virkelig modnet, siden den første it-messe blev holdt i 2012, fortæller adm. direktør Martin Profit Jakobsen fra Basit og fortsætter:
- It-leverandørerne har for alvor fået øjnene op for potentialet i bygge- og anlægsbranchen og udvikler i stor stil funktionalitet, som kommer håndværks- og anlægsvirksomhederne til gode.
Mange it-leverandører stod ligefrem i kø for at komme med på messen i år. Derfor bliver messen i 2018 udvidet med flere udstillere med et skarpt fokus på områder som efterspørges af Dansk Byggeris medlemmer.
I 2018 vil der på messen således kunne findes udstillere med hardware, som kan bruges konkret i projekter på byggepladsen, samt udstillere med løsninger inden for internetmarkedsføring og brug af sociale medier, oplyser Martin Profit Jakobsen.
Dansk Byggeris it-messe har dog fortsat primært fokus på hvordan it-værktøjer kan hjælpe både den lille og store håndværks- og entreprenørvirksomhed med at løfte virksomhedernes drift. Helt konkret vil der på udstillerholdet i 2018 findes it-værktøjer til tilbudsgivning, planlægning, udførelse, aflevering og administration.
Øget fokus på sikker håndtering af data
Stigende brug af it-værktøjer øger behovet for bedre sikring af virksomhedernes data