23948sdkhjf

Vandet flyder rundt i tunnellen

18 meter under park i København løber kommunens nye spildevandsbassin, der skal sørge for rent vand i Københavns Havn

Danmarks længste og spildevandsbassin står nu klar til at håndtere både regn- og spildevand i København. Faktisk er bassinet en 3,4 km lang tunnel af metrodimensioner og ligger 16 meter under Vigerslevparken i den københavnske bydel Valby.

Spildevandstunnellen blev indviet i midten af maj og kan rumme 29.000 kbm vand, hvilket svarer til 12 olympiske svømmebassiner. Den skal være et effektivt værn mod forurening af Damhusåen, som løber midt i parken.

Hensigten er desuden, at vandet i enden af Vigerslevparken bliver renere, og der kan etableres en badestrand. Samtidig mindsker tunnelen risikoen for oversvømmelser, når der er kraftig regn eller skybrud over området.

- Med den nye tunnel tager vi et væsentligt skridt mod renere vand i åen. Til gavn for beboere og parkgæster, der er blevet generet af lugten fra de mange kloakudløb. Samtidig øges kapaciteten i hele kloaksystemet herude. Og det reducerer risikoen for oversvømmelser, når der er skybrud, siger Hofors adm. direktør, Lars Therkildsen, i en pressemeddelelse.

Den nye tunnel
Længde 3,4 kilometer
Diameter: Tre meter
Kan rumme 29.000 kbm vand
Byggeperiode 2013 – 2017
Bygherre: Hofor A/S
Rådgiver: NIRAS A/S
Entreprenør: Østergaard-Aarsleff JV I/S

Sikrer god kvalitet 
Tunnelarbejdet begyndte i 2013 og har inklusiv en ny pumpestation kostet cirka en halv milliard kroner at anlægge.

Tunnelen er med til at sikre, at EU’s vandrammedirektiv om god kvalitet i åer og vandløb kan blive opfyldt. Ved voldsom regn og skybrud fyldes kloaksystemet helt op, og noget af vandet må tømmes af.

Hidtil er det lukket ud i Damhusåen, der har ført det beskidte vand videre til Kalveboderne i Sydhavnen. Men det nye tunnelbassin med navnet “Damhusledningen København" kan altså tage imod 29.000 kbm og opbevare det til der atter er plads i kloakkerne.

Flere havnebade 
Den nye tunnel er Københavns 13. underjordiske bassin. De 13 bassiner sørger for, at vandet i Københavns havn er så rent, at man kan bade uden risiko for at blive syg.

For frem til midten af 1990’erne var havnevandet stærkt forurenet. Knap 100 kloakudløb, oliespild og industriaffald var hovedårsagen til, at vandet var så beskidt, at det var forbudt at bade og fiske i det.

Hver gang det regnede kraftigt, og der kom tryk på byens kloakker, løb blandingen af kloak- og regnvand lige ud i havnen, og vandet var sundhedsfarligt.

Men så tog hovedstadens forsyningsselskab Hofor i samarbejde med Københavns Kommune de første skridt til at gøre hovedrent i havnen.

Hofor begyndte anlæggelsen af de underjordiske bassiner, og i 2002 blev det første havnebad åbnet, fordi vandet på grund af indsatsen overholdt gældende krav til badevand. Flere havnebade er efterfølgende åbnet, og siden 2005 har det også været tilladt at spise de torsk og ørreder man fanger i havnen.

Underjordiske bassiner
Det er unikt, at en storby som København har så rent vand, at man kan tage en dukkert i havnen uden risiko for at blive syg.

Det skyldes 13 store underjordiske bassiner, som hovedstadens forsyningsselskab Hofor har bygget under København, hvor det 13. altså blev indviet i sidste måned.

Tilsammen kan de 13 bassiner rumme samme mængde vand som 100 olympiske svømmebassiner.

De 13 bassiner ligger under Østerbro, Nordhavn, Sankt Annæ Plads, Vesterbro og Amager på lokaliteter som under den befolkede Højbro Plads, ved Skuespilhuset, ved Amager Strandpark og nu også under Vigerslevparken i Valby fra Hvidovre Station og helt ned til Valbyparken.

Bassinerne giver mere plads i kloaksystemet og forhindrer, at der løber spildevand ud i havneområdet, når der er skybrud.

Det nye bassin i Valby er det 13. bassin i rækken og er med til at skabe mulighed for endnu et bynært badested i Valbyparken.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109