23948sdkhjf

Bedre og billigere klimatilpasning

Fire projekter skal bane vejen for mere, bedre og billigere klimatilpasning

Vejen til god klimatilpasning går gennem tætte samarbejder mellem vandselskaber og kommuner. Kun gennem samarbejde kan vi sikre, at der kommer merværdi ud af klimainvesteringerne. Så for eksempel klimatilpasning, CO2-reduktion og bedre bymiljø kan realiseres i ét og samme projekt.

Det er baggrunden for Regn & by-kampagnen som både sætter fokus på samarbejder internt i kommunerne på tværs af forvaltninger, hvor klimatilpasning skal tænkes sammen med idræt, kultur, natur, planlægning og drift af vores byer. Og på samarbejder mellem kommuner og vandselskaber, fordi vandet ofte følger helt andre grænser end de administrative.

Ud af 20 ansøgere er Thyborøn, Tommerup, Roskilde og Odense udvalgt til at deltage i kampagnen Regn & Byer. De fire byer deltager med hvert deres konkrete projektområde, der er truet af oversvømmelse. Deres egentlige fokus er dog langt mere vidtgående. De fire vandselskaber og kommuner vil bruge de konkrete projekter som platform for at opbygge et langsigtet, strategisk og tillidsfuldt samarbejde, der kan lede til flere fælles klimatilpasningsprojekter.

Mere for mindre
Erfaringerne fra eksisterende projekter viser, at potentialet i at samarbejde om klimatilpasning er stort. Det er populært sagt muligt at få mere for mindre, hvis kommune og vandselskab arbejder sammen, fordi de kan pulje investeringer. Erfaringerne viser dog også, at det ofte er krævende at få samarbejdet til at fungere. Der er behov for at opbygge et fælles vidensgrundlag, da kommuner og vandselskaber derved i fællesskab kan identificere de fælles projekter, som samfundsøkonomisk giver bedst mening.

De fire udvalgte projekter deltager nu i et forløb, hvor de vil udvikle samarbejdsmodeller og formulere anbefalinger til andre kommuner og vandselskaber, som vil styrke deres langsigtede samarbejder. Derudover vil de fire projekter teste en opdateret udgave af Miljøstyrelsens samfundsøkonomiske beregningsværktøj PLASK, som kommuner og vandselskaber kan bruge til i fællesskab at identificere de samfundsøkonomisk bedste løsninger.

Kampagnen Regn & Byer gennemføres frem til 2019 og er sat i gang af Realdania, Miljøstyrelsen, DANVA, Forsikring & Pension samt KTC - foreningen af tekniske chefer i kommunerne. I samarbejde med en lang række samarbejdspartnere vil erfaringerne fra kampagnen blive videreformidlet til andre kommuner og vandselskaber.
tøtte

Odense-modellen
Odense Kommune og VandCenter Syd står overfor massive investeringer i at klimatilpasse Skibhuskvarteret i Odense. Kvarteret grænser op til Odense Havn og beskrives som en ”lille by i byen” med egen handelsgade, skoler, lokalparker m.m.. Hele området er fælleskloakeret, og der er både behov for at opgradere det eksisterende kloaknet og for at klimatilpasse, hvis området på sigt skal kunne imødegå større oversvømmelser.

Odense Kommune og VandCenter Syd arbejder derfor på at planlægge den kommende klimatilpasning af kvarteret. Ambitionen er, at de store investeringer ikke blot finansierer klimatilpasning, men samtidig også gør kvarteret grønnere og mere attraktivt med en strategi for landskab, bynatur, biodiversitet, artsmangfoldighed, fritidsliv, offentlige rum samt et blåt-grønt koncept for håndtering af regnvand.
Roskilde Bymidte
Der er generelt ikke noget problem med oversvømmelser i Roskilde Bymidte, fordi bymidten ligger på en skråning ned mod Roskilde Fjord. Det kommende, nye byområde i stationsområdet ”Ny Østergade” ligger dog syd for jernbanen, der skærer sig gennem Roskilde bymidte. Jernbanen udgør en barriere for det regnvand, som falder i det nye byområde. Det er derfor nødvendigt at tænke nyt, når det nye tætbebyggede område skal klimatilpasses.

Roskilde Kommune vil sætte fokus på, hvordan klimatilpasning på innovativ vis, kan blive tænkt ind i udviklingen af Ny Østergade og understøtte ”synligt vand i bymidten”. Det skal bl.a. afdækkes i hvor høj grad regnvandet skal løftes op på overfladen i Ny Østergade-området, og hvordan det kan håndteres på den nordlige side af jernbanen. Her vil vandet kunne blive ledt gennem Folkeparken, som er en af Roskildes store parker.

Regn med Thyborøn
Thyborøn er udfordret af vand fra alle sider. Regn fra oven, hav og fjord fra siden og stigende grundvand fra neden. Det nuværende regnvandssystem har været velfungerende i mange år, men grundet klimaændringerne er systemet ikke holdbart i fremtiden.

Lemvig Kommune og Lemvig Vand & Spildevand fokusere på et nyt stort regnvandsbassin, som bliver strategisk placeret i sammenhæng med Thyborøn Fritidscenter, der fungerer som samlingspunkt for byens befolkning, og tæt på byens campingplads. Der er derfor gode muligheder for at tænke bassinet sammen med rekreative funktioner og vende Thyborøns udfordrende placering til en spændende historie, der kan vække interesse hos både beboere, studerende og turister. Projektet udvikles i tæt samarbejde med Region Midtjyllands EU projekt Coast to Coast Climate Challenge, Klimatorium i Lemvig og AquaGlobe i Skanderborg.
Den blå landsby
I landsbyen Tommerup på Fyn har det nuværende kloaksystem ikke længere kapacitet til at håndtere de stigende vandmængder. Samtidig er der problemer med et rørlagt vandløb gennem byen, som landsbyen oprindeligt er vokset op omkring. Assens Kommune og Assens Forsyning vil tænke de to udfordringer sammen og kombinere dem med et ønske om at styrke bosætningen i Tommerup.

Konkret vil projektet fokusere på, hvordan vandløbet kan åbnes op, og hvordan den eksisterende rørledning kan overgå til at være en regnvandsledning. På den måde kan begge udfordringer blive løst på én og samme gang, samtidig med at landsbyen tilføjes rekreative kvaliteter.

Samtidig vil man udvikle en fælles metodik til, hvordan man sammen kan beregne og beskrive de samfundsøkonomiske gevinster ved at lave fælles projekter, som løfter flere dagsordner på én gang.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.267