Prækvalificerede
|
Limfjordsteateret skal flytte til en ny adresse på Limfjordsvej 95 i Nykøbing Mors, hvor der skal opføres en ny teaterbygning.
I den forbindelse har teateret været ude med et begrænset udbud på totalrådgivningen, og fem er prækvalificeret til at byde ind.
Det gælder Viborg Ingeniørerne, Skala Arkitekter, Norconsult, AI og Rambøll.
- Lige nu er vi der, hvor vi har udvalgt de fem, som er prækvalificeret. De forbedrer aflevering af deres tilbud, siger teaterleder Gitta Malling til Licitationen - Byggeriets Dagblad og påpeger, at aflevering skal ske i slutningen af juni.
Vinder ventes fundet i midten af august, og kontrakten ventes underskrevet hen mod slutningen af samme måned.
Tiltrængt med nye rammer
Ifølge prækvalifikationsmaterialet skal Det nye Limfjordsteater være på cirka 1.780 kvm samt cirka 145 kvm kælder.
Nybyggeriet sammenbygges med Bygningsfællesskabet Limfjordsvej 95, og der bliver i høj grad set frem til de nye rammer. De nuværende lokaler er nemlig ikke optimale, fortæller Gitta Malling.
- Vi bor i en bygning fra 1900-tallet, som står på en gammel mose uden fundering. Vi står med et hus, der giver sig meget og kræver mange reparationer. Og så er det for småt. Vi kan ikke udvide, siger hun.
Den udbudte totalrådgivning går på såvel projektering som udarbejdelse af udbudsmateriale, udbud af bygge- og anlægsopgaven, byggeledelse, arbejdsmiljøkoordinering, fagtilsyn og projektopfølgning.
Dispositionsforslag og byggeprogram er udarbejdet, oplyser prækvalifikationsmaterialet.