Der er netop offentliggjort navne på de prækvalificerede på totalentreprisen om projektering og opførelse af en ny svømmehal til Tårnby Kommune.
Oplistet er fire navne, og iblandt er Gråkjær A/S.
Det er første gang, virksomheden har søgt om prækvalifikation på en svømmehalsentreprise, oplyser tilbudschef i virksomheden, Niels Hansen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Det er et nyt område for os, siger han og fortæller, at Gråkjær er gået ind på det nye marked, da der er "muligheder for spændende opgaver".
Og virksomheden, der ellers typisk har gjort sig i byggeri til landbrug og erhverv, glæder sig over at være prækvalificeret.
- Det er altid positivt, at nogen tror på, at vi kan løfte opgaven, siger Niels Hansen.
Stærk felt af konkurrenter
Virksomheden er prækvalificeret i team med arkitektvirksomheden Kullegaard, de rådgivende ingeniørvirksomheder Midtconsult og Torkil Laursen samt DISH Danske Idrætssvømmehaller.
Og de er oppe imod totalentreprenør C.C. Contractor, G.V.L Entreprise og Raunstrup.
- Det er et stærkt felt, men vi har et stærkt team, og vi tror på, at vi kan vinde - ellers går vi ikke ind i det, siger Niels Hansen.
Der er tale om en svømmehal på omkring 3.000 nettokvm foruden teknikkvm, der skal projekteres og opføres, oplyser bygherrerådgiver Torben Jensen Lorentzen fra Tegnestuen Mejeriet.
Svømmehallen kommer til at indeholde 10 svømmebaner, et varmtvandsbassin, et børne- og morskabsbassin foruden omklædningsfaciliteter, personalefaciliteter, foyer/ankomstområde samt café.
Gråkjær vil lave svømmehaller
Virksomheden er prækvalificeret til sin første svømmehalsentreprise i et team med blandt andre Kullegaard