Teknologivirksomheden Geniebelt, der har udviklet et digitalt kommunikationsværktøj til byggebranchen, har nu fået flere af landets kommuner med på deres app.
En af dem er Slagelse Kommune, der nu har sagt farvel til krøllede tegninger og mangelfuld kommunikation. Nu kører kommunens byggeprojekter i stedet gennem en fælles digital platform, der forbinder kommune, håndværkere, entreprenører og rådgivere.
Det er et stort skridt, fortæller Henrik Sørensen, der er afdelingsleder for Bygherrerådgivning i Center for Kommunale Ejendomme i Slagelse og ansvarlig for digitaliseringsprojektet.
- Det er ret epokegørende at samarbejde så meget på tværs, for traditionelt har de enkelte afdelinger i kommunen mange hensyn, som for eksempel ikke at udlevere persondata, og det skaber en form for lukkethed, der kan begrænse produktiviteten, siger han.
Parterne er forbundet
Geniebelt kører for tiden en række testprojekter med blandt andet entreprenørvirksomheden Hoffmann samt flere store entreprenører i Belgien og Italien. Men lige nu er det bygherrerne, der driver accelerationen i virksomheden, forklarer adm. direktør Ulrik Branner.
- Som offentlig bygherre skal man eje sine egne erfaringer. En kommune skal selv vide, hvad der gik godt, og hvad der gik skidt i processen. Det kan man bedre, hvis man er digitalt forbundet med projektets parter. Derudover er der færre konflikter og mindre administrations- og ventetid, siger han.
Virksomheden vokser
I september sidste år skød en gruppe af investorer - med el- og vvs-virksomheden Solar i spidsen - 15 mio. kroner i Geniebelt.
Investeringen gav blandt andet Geniebelt mulighed for at fokusere på salget og dermed følge den strategi om vækst, som der blev lagt for tre år siden.
- Vi har ingen planer om overskud i hverken 2017 eller 2018. Vi vokser hver måned 15 procent på toplinjen, men vi lader samtidig virksomhedens størrelse vokse med, siger Ulrik Branner.
Bygherrer har fået øjnene op for ny app
Slagelse Kommune er et af de steder, der bruger Geniebelts digitale værktøj til at holde snor i byggeprocessen