23948sdkhjf

Ny rapport: Installatører bør tænke i helhedsløsninger og øget specialisering

Hvis den danske installationsbranche skal udnytte potentialet fra nye teknologier kræver det nye forretningsmodeller i virksomhederne.

Det er en af konklusionerne i ny rapport fra konsulentvirksomheden Qvartz, der har udarbejdet rapporten i samarbejde med Tekniq og forbundene Dansk El-Forbund, Blik & Rør og Dansk Metal.

Analysen har udpeget seks teknologier, som kommer til at præge installationsbranchen frem mod 2025, og giver et bud på, hvilke udfordringer de fører med sig.

Omstilling i DNA
I takt med udviklingen bliver opgaverne mere komplekse og stiller øgede krav til, at virksomhederne kan levere helhedsløsninger, lyder det fra adm. direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen, som kommentar til rapporten.

- De skal være i stand til at følge et projekt fra start til slut. De skal omstille sig til ikke kun at være udførende, men også efterfølgende være en del af driften. Og det kræver nye forretningsmodeller med fokus på systemleverancer og it-kompetencer, siger han.

Helhedsløsninger og systemleverancer indebærer, at virksomhederne både står for rådgivning, installation og service. Og ikke kun fokuserer på enkelte dele. Ud over fokus på systemleverancer foreslår rapporten, at fagene i branchen skal arbejde tættere sammen, og virksomhederne skal i stigende grad specialisere sig inden for ét eller flere områder som for eksempel smart homes eller velfærdsteknologi.

Niels Jørgen Hansen påpeger, at branchen allerede er godt med og har gode forudsætninger for at udnytte potentialet i de nye teknologier.

- Det har vi gjort flere gange tidligere. Det ligger i branchens dna at omstille sig til ny teknologi, siger han.

Læs også: Installatør øger fokus på energioptimering

Ansatte er godt med
Hos fagforbundene mener man også, at medarbejderne er godt klædt på til at følge med udviklingen.

- Elektrikerne er vant til ny teknologi, og vi forventer også, at der i fremtiden vil blive endnu større efterspørgsel på deres kompetencer, siger formand i Dansk El-forbund, Jørgen Juul Rasmussen.

- Vvs’erne har altid været veluddannende og opdaterede. Blandt andet i kraft af den store tradition for sidemandsoplæring, hvor ny viden bliver sendt videre, siger formand Max Meyer fra Blik & Rør.

Analysen
Installation 4.0-rapporten er udarbejdet af analysehuset Qvartz på baggrund af videnindsamling, litteraturstudier og interviews med 23 virksomheder i perioden januar-marts 2017.

Virksomhederne repræsenterer alle led i værdikæden fra komponentproducenter, grossister, installatører til entreprenører og slutkunder.

Desuden har der været afholdt to arbejdsgruppemøder med i alt 27 repræsentanter fra Dansk El-Forbund, Blik & Rør og TEKNIQ samt TEKNIQs medlemsvirksomheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136