23948sdkhjf

Hørsholm tager landets højeste timepris

Kommunen har i 2017 den højeste timepris for at behandle en byggesag.

Der er fortsat stor forskel på den timepris, landets kommuner opkræver for at sagsbehandle en byggesag.

Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.

Opgørelsen påpeger, at mens det koster 914 kroner i timen at få sagsbehandlet en byggetilladelse i Hørsholm, kan Mariagerfjord klare det samme arbejde for 307 kroner i timen. Landsgennemsnittet ligger på 615,40 kroner per time.

Hos arbejdsgiver- og brancheforeningen undrer man sig fortsat over forskellene.

- Arbejdet er det samme, og kravene i lovgivningen er ens, så det er påfaldende, at der er så stor forskel. Kommunalt selvstyre kan jo være en af forklaringerne, men set som ansøger kan man godt undre sig over, at Mariagerfjord kan gøre det for en tredjedel af, hvad Hørsholm kan, siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri, Torben Liborius, i en pressemeddelelse.

- Det er selvfølgelig svært at vide, om Hørsholm ekspederer sagerne så meget hurtigere end Mariagerfjord, at den endelige regning ender på det samme, men det ville nu overraske mig, hvis det var tilfældet, fortsætter han.

De dyreste og billigste
Ud over Hørsholm er de dyreste kommuner Vejle med en timepris på 912 kroner og Rødovre med en timepris på 864 kroner.

De billigste kommuner tæller udover Mariagerfjord Kommune Vesthimmerland, der tager 320 kroner i timen, og Langeland, der tager 350 kroner i timen.

Pointer i undersøgelsen
Timepriserne i 2017 varierer betydeligt kommunerne imellem. Den laveste timepris for behandling af en byggesag er 307 kroner i Mariagerfjord Kommune, mens den højeste ligger på 914 kroner i Hørsholm Kommune.
I 2017 er der 22 kommuner, der ikke opkræver gebyrer for at få behandlet en byggesag.
Fire kommuner er delvist gebyrfrie, og to kommuner har udskiftet timeprisen med et fast gebyr på alle typer af byggesager.
I 2017 har i alt 44 kommuner hævet timeprisen, mens fem kommuner har sænket den.
Kommunerne i Region Hovedstaden opkræver i gennemsnit 168 kroner mere i timen end kommuner i Region Nordjylland, som i gennemsnit har de laveste timepriser.
Kilde: Dansk Byggeris analyse

Hos Dansk Byggeri fremhæves det, at "en fair pris" umiddelbart ligger et sted midtimellem de dyreste og billigste på omkring 500 kroner i timen.

- Kommunerne kan jo skattefinansiere en del af udgifterne, men gebyrerne dækker mange steder udgifterne, siger Torben Liborius og tilføjer:

- Forhåbentlig får vi snart en oversigt over, hvor lang tid det tager de forskellige kommuner at udstede en byggetilladelse, og når vi så kan sammenholde det med timepriserne, kan vi også se, hvor store udsving der er i de regninger, som kommunerne sender af sted til borgere og virksomheder, som skal bygge.

Ikke kun pris, der tæller
Opgørelsen fra Dansk Byggeri viser desuden, at byggetilladelsen er gratis i 22 kommuner, hvilket er på niveau med 2016.

I forhold til sidste år er der imidlertid sket ændringer i de kommuner, der er tale om, da Vesthimmerland og Odsherred har genindført gebyret, mens Ringsted og Hvidovre har fjernet byggesagsgebyret.

Derudover viser opgørelsen, at fire kommuner er delvist gebyrfrie og kun opkræver betaling for behandling af visse typer byggesager. Det drejer sig om Nyborg, Favrskov, Syddjurs og Roskilde, mens Guldborgsund og Glostrup har indført et fast gebyr på 1.000 kroner på alle typer sager.

- Det er dog vigtigt, at sagsbehandlingen ikke taber tempo, fordi det er gratis eller kun koster 1.000 kroner. Men hvis ventetiden på byggetilladelsen samtidig er kort, så bliver det jo ikke meget bedre, siger Torben Liborius.

Læs også: Kommune prioriterer brugerbetaling

Top 10 højeste timesatser
Kommune Timepris
Hørsholm 914
Vejle 912
Rødovre 864
Esbjerg 808
København 799
Brønderslev 798
Favrskov* 779
Haderslev 778
Kolding 760
Herning 759

*Favrskov Kommune pålægger kun gebyr på enfamiliehuse og etagebyggeri

Kilde: Kommunale hjemmesider og Dansk Byggeri

Top 10 laveste timesatser
Kommune Timepris
Mariagerfjord 307
Vesthimmerlands 320
Langeland 350
Roskilde* 360
Kerteminde 392
Odsherred 473
Silkeborg 482
Aalborg 490
Hjørring 500
Sorø 515

*Roskilde Kommunes timepris på 360 kroner er udelukkende for den administrative sagsstyring på enfamiliehuse.

Kilde: Kommunale hjemmesider og Dansk Byggeri

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.641