REGION HOVEDSTADEN
VÆRLØSE
Modernisering af Værket ved Søndersø
Miljø-, Plan- og Teknikudvalget i Furesø Kommune anbefaler, at byrådet vedtager Lokalplan 131 og Tillæg 10 til Kommuneplan 2013 - Modernisering af Værket ved Søndersø endeligt.
Lokalplan og kommuneplantillæg baner vej for modernisering af Værket ved Søndersø ved dels at opføre en ny bygning, dels at ombygge eksisterende bygninger. Samtidig er formålet med planforslagene at sikre de bevaringsværdige bygninger i området og at sikre offentlighedens adgang til dele af vandværkets område.
REGION SJÆLLAND
HAVDRUP
Opførelse af 11 boliger
Solrød Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 216.2 Skolevej 20 & 22, Havdrup 4 endeligt.
Lokalplanens formål er at muliggøre en ændret anvendelse fra maskinforretning og værksted til beboelse i form af bebyggelse i én etage med mulighed for udnyttet tageetage.
Der er planlagt i alt 11 boliger, hvor de 10 er sammenbyggede som dobbelthuse og det sidste er et fritliggende parcelhus.
REGION MIDTJYLLAND
JEBJERG
Opførelse af tæt-lave boliger
Teknik- og Miljøudvalget i Skive Kommune anbefaler, at forslag til Lokalplan nr. 279 godkendes med henblik på offentliggørelse.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af en anmodning fra Ejendomsselskabet Salling A/S. De oplever efterspørgsel på deres udlejningsboliger på Støberivej i Jebjerg og ønsker derfor at opføre flere boliger ved Vestergårdsvej i Jebjerg af tilsvarende karakter.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af op til otte tæt-lave boliger.
REGION NORDJYLLAND
HJØRRING
Renovering af tag på Børnehuset Kingo
Tagbelægningen på Børnehuset Kingos bygning, der vender ud imod Kingosvej i Hjørring, er stærkt nedbrudt og bør udskiftes. Taget er adskillige gange repareret, ved at enkelte eternitplader er udskiftet.
Team Kommunale Bygninger anbefaler, at isoleringen i taget optimeres, idet der tilføres 100 mm mineraluld i forbindelse med renoveringen, og at der vælges en naturskifer til tagbelægningen.
Der søges om frigivelse af 3,5 mio. kroner til projektet, og sagen behandles på Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalgets møde i dag.
HASSERIS
Opførelse af 24 rækkehuse
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune indstiller, at byrådet godkender Lokalplan 3-3-110 Boliger, Byengen, Hasseris og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Planerne fastlægger rammerne for en ændret byggemulighed for et boligområde i den sydlige del af Gl. Hasseris. Lokalplanområdet skal primært anvendes til boligformål og åbner mulighed for at opføre 24 rækkehuse.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Værløse, Havdrup, Jebjerg, Hjørring og Hasseris