23948sdkhjf

Danske arkitekter vinder nyt projekt i Hamborgs havneby

Københavnske Werk designer boliger og erhverv til kreative familier, der ønsker at bo og arbejde under samme tag

Arkitektfirmaet Werk, der opstod i 2016 gennem en opsplitning af Polyform, blev i sidste uge kåret som vinder af konkurrencen om et 8.800 kvadratmeter stort bolig- og erhvervsbyggeri i Hamborgs HafenCity.

Projekteringen er i gang, og byggeriet af de 26 lejligheder og 13 erhvervslejemål, fællesrum og p-kælder forventes at stå færdigt i 2019.

Det er Werks andet projekt i HafenCity. I efteråret vandt tegnestuen således konkurrencen om en 4.000 kvadratmeter stor børnehave i syv etager i bydelen.

- Vi er stolte og glade over at have vundet endnu et projekt i Hamborg - og endda med en helt ny boligform, hvor fællesskabet er i fokus og hvor der er højt til loftet, siger kreativ direktør Thomas Kock.

Vinderforslaget, kaldet "Creative Blocks" rummer boliger, bibliotek, kontorer, fællesrum, kreative værksteder og showrooms. Målgruppen er kreative familier, som ønsker at bo og arbejde under samme tag, samtidig med at de indgår i et fællesskab.

Thomas Kock forklarer, at bebyggelsen er tegnet med et ’sættekasseprincip’ i facaden, så de forskellige bolig- og erhvervsenheder tegner sig tydeligt i facaden. På toppen af bygningen er der sauna, orangeri og legeplads samt haver i tilknytning til de øverste boliger.

- I mine øjne vil denne type boligprojekt også kunne være attraktivt i Danmark. Jeg er overbevist om, at der er mange familier, som vil kunne se fidusen i at dele nogle større og super attraktive fællesaktiviteter, frem for at ’nøjes’ med et typisk boligliv mellem fire vægge, siger Thomas Kock.

I projektet samarbejder Werk med ingeniørfirmaerne Schuessler-Plan Ingenieure og M+P. Bygherre på projektet er Baugruppen Halb insulaner.

Læs mere om: Werk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156