Der findes flere datingsider for jord herhjemme.
I maj sidste år gik tre kammerater i luften med online-portalen Jord.dk, og siden er det gået frem med interessen her.
Tjenesten formidler jord mellem aktører, der har materialet i over- eller underskud.
- Det er gået godt, siden vi startede. Vi har bygget en masse viden op om jordunderskud- eller overskud, fortæller adm. direktør Rolf Mørk Nielsen.
Han oplyser, at portalen lige nu har omkring 180 jordprojekter, som er aktive, og at der er omkring 150 brugere.
Der er typisk tale om landmænd, som tager imod jord, og entreprenører, vognmænd og private, der skal af med jord.
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet er Jord.dk udviklet som fritidsprojekt over længere tid.
Idémagerne er - ud over Rolf Mørk Nielsen, som oprindelig er it-ledelseskonsulent - teknisk direktør Brian Rosenkilde, som er projektleder i et rådgivende ingeniørfirma med ekspertise i jord, og it-direktør Lars Jacobsen, som er datalog og den tekniske hjerne bag portalen.
Fortsat planer om udlandet
Tidligere har Rolf Mørk Nielsen luftet ambitioner om udlandet.
- Vi vil bruge Danmark som springbræt til at bringe Jord.dk ud i verden. Men der er rigeligt at gøre med at lykkes her til lands i første omgang, sagde han tilbage i juli sidste år.
Og ambitionen er der ikke lavet om på.
- Ambitionen er intakt, men vi har ikke konkrete, aktuelle planer om udlandet. Vi er stadig ved at etablere os og få fat herhjemme, siger han.
Portalen er ikke den eneste, der prøver at matche aktører med jordoverskud- og underskud herhjemme.
På markedet findes også Jordbasen.miljoeportal.dk, som er et partnerskab mellem Bygherreforeningen, Region Hovedstaden og Danmarks Miljøportal, som drifter hjemmesiden.
Den gik for alvor i luften i juni sidste år, men det er ikke helt gået som ventet med interessen.
- Det er ikke gået helt så godt, som vi havde håbet på, siger Graves Simonsen, projektchef i Bygherreforeningen.
Han fremhæver, at erfaringen er, at det tager tid at løbe initiativer i gang.
Der er brugere på hjemmesiden, og de melder positivt tilbage, men lige nu kæmpes der med, at der ikke er så mange annoncer og derfor ikke så meget trafik. Og på grund af manglende trafik, kommer der ikke så mange annoncer, påpeger han.
Hele ideen med hjemmesiden er at at sikre, at overskudsjord i højere grad bliver brugt lokalt, så man blandt andet undgår unødig transport og dermed sparer kørselsudgifter, slid på vejene og undgår støjgener og miljøpåvirkninger.
- Jo tættere på arnestedet, hvor man har jorden, at den bliver brugt des bedre, siger Graves Simonsen.
Han oplyser, at der er gjort en indsats for at fortælle om initiativet, men at der stadig kæmpes med kendskabet.
- Vi prøver på forskellig vis at gøre opmærksom på, at hjemmesiden er der. Vi øver os i at finde ud af, hvordan vi skal udbrede budskabet, siger han.
Godt med flere spillere på banen
Han oplyser, at de seneste tal, han har, viser, at der har været omkring 50-70 annoncer siden juni 2016.
- Men vi skulle gerne op på langt flere, siger han.
Han fremhæver, at den primære målgruppe er bygherrer og rådgiverne, da man ønsker, at der tidligt i processen bliver tænkt på, hvad der skal gøres med jorden.
Og han understreger, at han ikke ser problemer i, at de er flere spillere på banen, når det gælder ønsket om at matche aktører med jordoverskud og jordunderskud.
- Det er bare fint, hvis de (Jord.dk, red.) har succes med det. Vi er bare interesserede i, at det kører med den bæredygtige håndtering af jord, siger Graves Simonsen, der generelt savner, at flere kommuner får sig en jordstrategi.
Også Jord.dk ser positivt på, at de er flere om buddet.
Rolf Mørk Nielsen fremhæver, at Jordbasen.miljoeportal.dk er med til at skabe fokus på behovet for bedre udnyttelse af overskudsjord, og at han ikke ser portalen som noget, der hæmmer Jord.dk.
Jordportaler oplever forskellig interesse
Det er forskelligt hvor godt online datingsider for jord klarer sig, melder aktører bag to initiativer herhjemme