23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Gl. Holte, København, Rødovre, Tårnby, Roskilde, Starup, Aarhus og Jetsmark

REGION HOVEDSTADEN



GL. HOLTE



Opførelse af væksthus

Rosager Consulting har på på vegne af Deichmann Planter, der ejer Gøngehusvej 253, søgt om landzonetilladelse til opførelse af et nyt opbevaringsvæksthus samt mellembygning til eksisterende væksthuse på ejendommen.



Der ansøges om opførelse af et opbevaringsvæksthus på 513 kvm og en mellembygning på 48 kvm til eksisterende væksthuse. Desuden er det planen at etablere en mindre jordvold med beplantning.



Forvaltningen anbefaler, at ansøgningen imødekommes, og Byplanudvalget i Rudersdal kommune tager stilling i sagen i morgen. 



KØBENHAVN



Opførelse af skøjtehal

Opførelsen af en ny skøjtehal på Østerbro i København er klar til at blive sendt i OPP-udbud, og Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på torsdag tage stilling til indholdet af OPP-udbuddet.



Skøjtehalsbyggeriet omfatter en 30x60 meter skøjtebane, 300 tilskuerpladser, mindst fire store omklædningsrum og to-fire mindre omklædningsrum til dommer/træner, foyer, multirum, klubopholdsareal og klubkøkken, styrke/motions- og danserum og personalerum.



Selve byggeriet af skøjtehallen skal ifølge tidsplanen gennemføres fra februar 2019 til december 2020.



Det er planen, at der samtidig med skøjtehallen også skal opføres et parkeringshus, således at OPP-leverandøren for skøjtehallen også opfører parkeringshuset.



Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at projektet sendes i udbud som OPP med indhold som beskrevet, vil det blive sendt i udbud den 18. maj 2017. 



RØDOVRE



Ombygning til boliger

Rødovre Kommune har i samarbejde med bygherre Proximus A/S og bygherrerådgiver Gröning Arkitekter ApS udarbejdet et forslag til lokalplan for et område vest for Jyllingvej Station.



Lokalplanen vil gøre det muligt at omdanne en eksisterende erhvervsbebyggelse, som i dag indeholder kontorer og en lagerhal, til cirka 50 boliger, mindre erhvervsfunktioner og fællesareal. I forbindelse med omdannelsen nedrives den cirka 900 kvm store lagerhal som giver plads til en privat fælleshave for bebyggelsens beboere og brugere.



Erhvervsejendommen, der tidligere husede Tele Danmark og De Gule Sider, har stået tom i flere år.



Lokalplanforslaget indstilles nu godkendt og fremlagt til høring, og det er i første omgang Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre Kommune, som i morgen tager stilling i sagen.



TÅRNBY



Etageboligbebyggelse

Endelig vedtagelse af Lokalplan 85.2 for Etageboligbyggelse ved Glamsbjergvej/Knarreborgvej indstilles nu til endelig vedtagelse i Tårnby Kommunalbestyrelse. I første omgang tager Bygge- og Ejendomsudvalget stilling i sagen på sit møde i dag.



Lokalplanområdet skal disponeres med etageboligbyggeri på henholdsvis to og tre etager.



REGION SJÆLLAND



ROSKILDE



Opførelse af boliger på Musicon

Forslag til lokalplan 632 for ’Det Høje C’ på Musicon i Roskilde har været i offentlig høring, og herefter indstiller forvaltningen, at lokalplanen vedtages endeligt med et par ændringer i bestemmelserne om trafikstøj og hegn. Plan- og Teknikudvalget anbefaler indstillingen.



Lokalplanens formål er at sikre rammerne for et nyt byområde på Musicon med blandede boligtyper og boligstørrelser og med publikumsorienterede aktiviteter i stueetager mod Rabalderstræde.



Projektudvikler og Roskilde Kommune har indgået en aftale, der sikrer cirka 50 procent almene og 50 procent private boliger.



REGION SYDDANMARK



STARUP



Udvidelse af idrætsfaciliteter

Udvalget for Kultur og Fritid i Haderslev Kommune har "Masterplan for udvidelse af idrætsfaciliteter i Starup" på dagsordenen i dag. Byrådet afsatte i 2016 en mio. kroner til udvidelse af idrætsfaciliteterne, og der søges nu om frigivelse af det afsatte beløb.



I overensstemmelse med foreningerne i Starup ønskes 200.000 kroner anvendt til afholdelse af workshop, ekskursion, udarbejdelse af prospekt samt til at tage hul på fundraising. De resterende 800.000 kroner skal synliggøre Haderslev Kommunes engagement i projektet i forhold til fundraising og forventes overført til 2018.



Masterplanen er en vision om et markant mødested med særlig fokus på springgymnastik og beskriver nye faciliteter, deres placering, procesplan mv. Der opereres med flytning af boldbaner, opførelse af en ekstra hal, et springcenter samt fælles foyer, fælles rum, café mm.



AARHUS



Etageboligbebyggelse

Lokalplan 1041 Etageboligbebyggelse på Trøjborgvej 72-74, Trøjborg indstilles til endelig vedtagelse Aarhus Byråd, der har sagen på dagsordenen i morgen.



Lokalplanen er udarbejdet efter ønske fra den private grundejer for at give mulighed for at nedrive den eksisterende ældre erhvervsbebyggelse og i stedet opføre ny bebyggelse i op til seks etager primært til boligformål.



Det samlede etageareal inden for lokalplanområdet må ikke overstige 9.600 kvm etageareal foruden eventuel kælder, svarende til en bebyggelsesprocent på 190 for lokalplanområdet. Det forventes, at området kommer til at rumme cirka 130 boliger. 



AARHUS



Opførelse af Generationernes Hus

Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen blandt andet beslutte, om forslag Lokalplan 1061, Generationernes Hus, Aarhus Ø og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg skal fremlægges til høring.



Lokalplanområdet er beliggende på Ø3 i Aarhus Ø ved Thit Jensens Gade og har til formål at muliggøre opførelse af Generationernes Hus, som Aarhus Kommune gennemfører i samarbejde med Brabrand Boligforening.



Der kan etableres maksimalt 28.500 kvm bebyggelse i henholdsvis seks og otte etager foruden tagterrasser.



Bebyggelsen skal huse en lang række funktioner, der er børneinstitution, ungdoms- og familieboliger, handicapboliger, ældre- og plejeboliger samt offentligt tilgængelige faciliteter som café, værksteder og lignende.



REGION NORDJYLLAND



JETSMARK



Ombygning af børnehave

Jammerbugt Kommune vil opdele Skolecenter Jetsmark, så der etableres børnehave i den nuværende SFO og et specialafsnit for både børnehavebørnene fra Blå Stue i Anlægsvejens Børnehave og skoleelever med handicaps. Blå Stue skal efterfølgende omdannes til vuggestue med plads til 12 børn.



Totalrådgiveropgaven har været i indbudt licitation. Opgaven blev vundet af arkitekt og ingeniørfirmaet Kærsgaard & Andersen.



Børne- og Familiedirektøren indstiller, at der frigives 432.000 kroner fordelt med 332.000 kroner til totalrådgiver og 100.000 kroner til øvrige udgifter som for eksempel miljøscreening.



Sagen er på Økonomiudvalgets dagsorden i morgen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.171