23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Iværksættergenet gror fortsat i Altan.dk-stifter

Peter Knudsen er med selskabet Dansk Tagbolig tilbage i byggebranchen, som han tog en pause fra sidste år

Fire måneders frivillig pause, som han selv betegner som en "kold tyrker", fra byggebranchen, er ovre for Peter Knudsen.



Manden, der skabte en millionforretning med altanfirmaet Altan.dk, meldte sig i sidste uge på banen med virksomheden Dansk Tagbolig A/S, hvor han sammen med entreprenør Bjarke Christiansen vil omdanne Københavns mange tomme tørrelofter til taglejligheder.



I november sidste år overdrog Peter Knudsen posten som adm. direktør i Altan.dk til sønnen Casper Knudsen for at tage en selvvalgt pause fra byggebranchen, men han erkendte hurtigt, at det var en ualmindelig dårlig ide.



- Jeg kedede mig, manglede noget at lave, og savnede generelt noget at stå op til om morgenen. Det fandt jeg ud af efter at have taget en kold tyrker, efter jeg stoppede hos Altan.dk. Da så Bjarke fremlagde sin ide, var jeg klar, siger Peter Knudsen.



Hård tid

Den pludselig afgang fra Altan.dk kom oven på et ualmindeligt hårdt 2016 for Peter Knudsen, hvor altanvirksomheden fra Sorø kom i vælten, efter historier om nedstyrtningsfare på en række af Altan.dks opsatte altaner i København.



Her måtte Peter Knudsen gang på gang forsvare Altan.dk, og kritikken af virksomheden tog hårdt på ham personligt, hvilket i sidste ende var årsagen til, at han stoppede i Altan.dk



- Det var den mistillid, som mødte os oven på sagerne om altanerne i København, der gjorde, at jeg stoppede. Det gjorde mig ked af det og betød, at jeg ikke længere tænkte logisk. Så jeg var rigtig langt ude, og jeg blev hurtigt sur og hidsig. Jeg følte mig som et dårligt menneske og en dårlig leder, og derfor måtte jeg slutte, siger Peter Knudsen.



Derfor var der heller ikke langt fra tanke til handling, da beslutningen om at stoppe først blev taget.



- Jeg tog beslutningen om mandagen, og fredagen efter afleverede jeg nøglerne til virksomheden. Men det ligger meget til mig, at når jeg først har taget en beslutning, sætter jeg den også i værk, siger Peter Knudsen.



Faktisk havde han håbet at vende tilbage til Altan.dk, hvor han fortsat er medejer og bestyrelsesmedlem. Men han måtte hurtigt erkende, at det var svært at arbejde der, når sønnen havde taget over.



Det er derfor heller ikke overraskende, at iværksættergenet igen kom op i ham.



Iværksætteriet har fulgt den 62-årige Peter Knudsen siden barndommen og igen i voksenlivet, hvor han efter en mureruddannelse og en karriere som blandt andet produktions- og eksportdirektør hos entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen A/S stiftede Ringsted Bygningsentreprise i 1994.



Da virksomheden i 2006 var blevet lidt for stor, så Peter Knudsen sit snit til at sælge entreprenørdelen fra og alene fokusere på Ringsted-virksomhedens mangeårige ekspertise inden for altaner, hvilket blev til Altan.dk. Siden kom Alevator.dk til, der indbygger elevatorer i gamle etageejendomme ved at udnytte bagtrapperne.



- Jeg har altid været den, der satte noget i gang. Som barn satte jeg altid lege i gang, og den drift ligger i mig. Jeg drives af at se ting blomstre og motivere mennesker, siger Peter Knudsen, der betegner sig selv som en konstruktiv leder.



- Jeg leder måske ikke altid med hjernen, men mere med min mavefornemmelse, understreger Peter Knudsen, som har overført iværksættergenet til sin familie.



Familie er iværksættere

Hans kone, Susanne Knudsen, har han kendt siden de var teenagere, og hun driver fem sundhedscentre på Sjælland; sønnen Casper Knudsen er ud over direktørjobbet i Altan.dk stifter og ejer af udlejningsvirksomheden Platform.as, mens den yngste søn, Ulrik Knudsen, driver brandingbureauet Oktober KBH.



- Iværksætteriet har været naturligt for mine sønner og de har jo set den glæde, jeg har ved at være iværksættere, påpeger Peter Knudsen.



Nu gælder det Dansk Tagbolig, som han har tid til at løbe i gang. Hverken han eller Bjarke Christiansen behøver at trække løn ud af virksomheden, og selvom Peter Knudsen har nået en alder, hvor de fleste begynder at tænke på pensionistlivet, bliver det ikke ham, der gør brug af folkepensionen.



- Min kone og jeg har lovet hinanden, at vi vil arbejde resten af livet, siger Peter Knudsen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125